Annonce
Sydjylland

Løkkes plan for færre indlæggelser mødes med skepsis: En enorm arbejdsbyrde for læger

Statsministerens målsætning om 40.000 færre indlæggelser og 500.000 færre hospitaltsbehandlinger møder nu kritik. Arbejdsbyrden vil være decideret urimelig for de praktiserende læger, mener Bo Libergren. Genrefoto: Scanpix

Statsministerens målsætning om 40.000 færre indlæggelser og 500.000 færre hospitalsbesøg møder kritik fra formanden for PLO i Region Syddanmark. Han mener, at arbejdsbyrden bliver enorm på grund af lægemangel.

Sundhedsreform: Formanden for de Praktiserende Lægers Organisation i Region Syddanmark Jørgen Skadborg er skeptisk, efter Lars Løkke Rasmussen (V) har løftet sløret for, at der i 2025 skal være 40.000 færre indlæggelser og 500.000 færre hospitalsbesøg. Det mål er en del af den nye sundhedsreform.

I Region Syddanmark betyder det, at 105.000 behandlinger skal flyttes fra hospitaler til lokale, praktiserende læger. Det er en stor ekstra arbejdsbyrde, mener Jørgen Skadsborg.

- Ambulante besøg hos hospitaler tager omkring en halv time. Flytter man det ud i almene lægepraksisser, hvor vi kun har 3400 læger på landsplan og her i regionen 800, vil det være en enorm arbejdsbyrde. Det vil øge den enkelte læges arbejdstid med en time om dagen cirka. For arbejdet er i forvejen cirka 51 timer om ugen. Den arbejdstid har endda været stigende de seneste par år.

Formand for Region Syddanmarks Udvalg for det nære sundhedsvæsen Bo Libergren er enig med Jørgen Skadborg.

- Den her arbejdsbyrde er helt urimelig, hvis den skal fordeles ud til de almene praktiserende læger. Manglen på praktiserende læger er et problem, som skal løses, hvis man vil flytte så mange behandlinger, siger han.

Annonce

Så mange behandlinger skal flyttes

Så mange behandlinger skal flyttes fra hospitaler og ud til almen praktiserende læger fordelt efter region:- Region Hovedstaden: 158.072 ambulante behandlinger

- Region Sjælland: 72.054 ambulante behandlinger

- Region Syddanmark: 105.339 ambulante behandlinger

- Region Midtjylland: 113.724 ambulante behandlinger

- Region Nordjylland: 50.810 ambulante behandlinger

Total: 499.999 ambulante behandlinger

Minister lover løsning

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) understreger, at målsætningen om færre indlæggelser og hospitalsbesøg ikke er grebet ud af den blå luft og lover, at regeringen senere vil redegøre for, hvordan man er nået frem til målsætningen. Hun erkender, at der er et problem i forhold til mangel på læger.

- Det er rigtigt, at der mangler praktiserende læger, og det kan være svært at få ny læge, hvis man eksempelvis flytter, siger hun og lover, at regeringen snart fremlægger konkrete løsninger på, hvordan man kan skaffe flere læger.

Jørgen Skadborg har endnu ikke set sundhedsudspillet, men han håber, at det omfatter flere læger. Han mener dog ikke, at antallet af behandlinger kan løftes alene ved at tilføre flere penge og mere sundhedspersonale til kommunerne og de almene praksisser som lovet af statsministeren.

- Fra man bestemmer sådan noget her på Christiansborg, til det kommer til at ske, kommer der til at gå syv til otte år, før det er gennemført. For at det kan lade sig gøre, så skal der en massiv satsning til på antallet af praktiserende læger. Man skal altså bestemme sig for, at vi skal være 5000 praktiserende læger frem for 3400 på landsplan. Så vil man begynde at kunne snakke om, at man vil kunne varetage opgaver for sygehusvæsenet.

Ifølge Ellen Trane Nørby vil regeringen komme med flere tiltag end blot at skaffe flere læger.

- Vi skal også modernisere almen praksis, så sygeplejersker, jordemødre og andre faggrupper kommer til at spille en stadig større rolle i de lokale sundhedshuse, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce