Annonce
Indland

Løkkes søn er valgt som kandidat til Europa-Parlamentet

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (th.) besøgte den 11. december 2016 det danske bidrag i Camp Havoc i Irak, hvor hans søn, Bergur Løkke Rasmussen (tv.), var udsendt. Nu stiller sidstnævnte op til valget til Europa-Parlamentet.

Bergur Løkke Rasmussen, statsministerens søn, er på stemmesedlen til Europa-Parlamentsvalget i 2019.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur Løkke Rasmussen, kom tirsdag aften et skridt nærmere en plads i Europa-Parlamentet.

På et opstillingsmøde blandt Venstres medlemmer i Storkreds København blev den 28-årige politiker valgt enstemmigt.

Det oplyser Europaudvalget hos Venstre i Storkøbenhavn.

- Jeg ser utroligt meget frem til en lang og sej valgkamp, hvor vi skal overbevise vælgerne om, at EU er sexet, og at de skal stemme på Venstre, siger Bergur Løkke Rasmussen.

Politik er ikke ukendt for Bergur Løkke Rasmussen, da han tidligere har siddet i regionsrådet for Venstre i Region Hovedstaden.

Valget til Europa-Parlamentet afholdes i maj 2019.

Danmark har i dag 13 medlemmer i Europa-Parlamentet, men på grund af det forventede britiske exit til fællesskabet får Danmark et ekstra mandat fra og med næstes års valg.

Får Bergur Løkke Rasmussen en af de eftertragtede pladser, vil han arbejde for, at EU kommer til at stå tættere sammen.

- Vi står i en situation, hvor vi har en noget speciel præsident i USA, der skaber rimelig meget utryghed om Nato og andre transatlantiske samarbejder.

- Det skaber grobund for, at EU-medlemslandene bliver nødt til at se indad og finde ud af, om vi skal trække tættere sammen, hvilket jeg synes, vi skal.

Det familiære bånd til Danmarks statsminister giver visse fordele, erkender Bergur Løkke Rasmussen.

- Jeg har lettere ved at komme til orde. Når det sker, håber jeg, at folk så vil lytte til, hvad jeg mener om EU og Europa-Parlamentet, siger han.

Venstre vælger officielt sin spidskandidat på et landsmøde i november. Resten af opstillingslisten bliver organiseret på et ekstraordinært EU-landsmøde hos Venstre i marts næste år.

Morten Løkkegaard er lige nu Venstres eneste medlem i Europa-Parlamentet.

Han blev i begyndelsen af september indstillet som spidskandidat til næste års valg af Venstres hovedbestyrelse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Hovborg har fået sin egen øl

Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce