Annonce
Erhverv

Lønsedlen vokser blandt Danmarks største topchefer

Cees 't Hart, der er topchef i Carlsberg, har hævet sin løn fra 36,1 millioner kroner til 52,5 millioner kroner fra 2016 til 2018, viser Børsens gennemgang. (arkivfoto)

Lønnen til de danske topchefer er vokset i flere af de selskaber, der har aflagt regnskab i år.

Flere af de største danske selskaber i det toneangivende C25-indeks har i 2018 valgt at øge lønningerne til deres topchefer.

Det skriver Børsen, der har været gennem regnskaberne for de C25-selskaber, der har aflagt resultater for 2018.

C25-indekset er en samling af de største aktienoterede selskaber i Danmark. Af de selskaber, der har aflagt regnskab, sidder Carlsbergs direktør, Cees 't Hart, med den tungeste lønseddel.

I 2018 fik han 52,5 millioner kroner i løn, hvilket betyder, at hans løn er vokset med 45 procent over to år, viser Børsens gennemgang.

Lønstigningen kan læse i samme regnskab, hvor Carlsberg præsenterede et overskud på mere end fem milliarder kroner og et øget afkast til sine aktionærer.

Han er ikke den eneste, hvis lønseddel er vokset de seneste to år.

Novo Nordisk har siden 2016 skiftet i topsædet, så Lars Reiben Sørensen er blevet erstattet af Lars Fruergaard Jørgensen.

Sammenligner man Lars Reiben Sørensens lønseddel fra 2016 med Lars Fruergaard Jørgensens fra i år, er der sket et hop fra 22,7 millioner kroner til 41,3 millioner kroner.

Det er en stigning på 81,9 procent, skriver Børsen.

Og stigningerne går igen i flere selskaber, viser avisens gennemgang. I FLSmidth er topchef Thomas Schultz' løn steget med 58 procent på to år. I DSV får Jens Bjørn Andersen 45 procent mere end for to år siden.

I Ørsted og Novozymes er lønnen steget med omkring 25 procent på to år.

Ørsted topchef er Henrik Poulsen, der i slutningen af 2018 sagde til Berlingske, at han godt kan forstå, hvis folk synes, at hans årsløn "er på grænsen til det vanvittige".

I Rockwool er koncernledelsens løn steget med 19 procent.

Det eneste selskab i Børsens gennemgang, hvor der næsten ikke er sket en ændring i topledelsens løn, er Vestas. Her er lønnen til koncernledelsen steget med 0,2 procent siden 2016, skriver Børsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce