Annonce
Sport

Lørdag køres ungt speedway-VM i Danmark: Landstræner håber, hjemmebanefordel kan sikre Danmark guld

Landstræner Hans Nielsen håber at kunne fravriste de forsvarende verdensmestre fra Polen guldet. Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Lørdag aften køres VM-finalen for U21-landshold på Varde Motor Arena i Outrup. Her skal de unge danske kørere forsøge at køre fra landshold fra Polen, Sverige og Storbritannien.

U21: Lørdag aften klokken 19 falder snoren til jorden, og motorlarmen fylder arenaen, når hold-VM for U21 køres i Outrup.

Her skal det danske hold forsøge at slå ærkerivalerne fra Polen, der er tidobbelt verdensmester.

Selvom det ser svært ud, så vurderer landstræner Hans Nielsen, at favoritværdigheden deles 50/50 mellem det danske og polske landshold dog med en lille fordel til Polen, der trods alt er regerende verdensmestre.

- Jeg håber, at vi kan vinde. Nu har vi tabt til de her kære polakker i nogle år. Her har vi har kørt på deres hjemmebaner, hvor de er ekstremt giftige og farlige. Nu er vi så på dansk grund og på en dansk bane, som vi danskere forhåbentligt kører en tand bedre på end polakkerne. Jeg forventer egentligt, at vi har en god chance for at vinde, siger Hans Nielsen.

Annonce

Deltagere

Danmark (hvid): Christian Thaysen (Team Fjeldsted), Patrick Hansen (Grindsted Speedway Klub), Andreas Lyager (Slangerup), Frederik Jakobsen (Slangerup), Jonas Seifert (Slangerup)

Polen (rød), Dominik Kubera, Daniel Kaczmarek, Maksym Drabik, Bartosz Smektala, Viktor Lampart

Storbritannien (blå): Dan Bewley, Ellis Perks, Zach Wajtknecht, Nathan Graves, Connor Mountain

Sverige (gul): Filip Hjelmland, Alexander Woentien, Emil Hallberg. Joel Kling, William Björling

Hjemmebanefordel

Det er en landstræner, der på intet tidspunkt lægger skjul på, at danskernes bedste våben mod polakkerne er banen.

- Vores baner i Danmark er hovedsageligt lidt kortere baner, hvor de i Polen er lidt længere og noget glattere. Det betyder, at vores kørere føler sig bedre tilpas på en bane som i Outrup. Det er her, de kører i ligaen og til DM, siger han.

Desuden skal man heller ikke kimse ad opbakningens betydning.

- Det betyder meget, at vi kører i Danmark for et dansk publikum. Kørerne er selvfølgelig ekstra sat op og vil gerne gøre det godt. Der er lige den der ekstra hjemmebane- og hjemmepublikumsfordel, siger Hans Nielsen.

Muligheden for at træne på lørdagens bane og undgå at skulle rejse og bo på hoteller har gjort, at holdet har kunnet forberede sig som til alle andre matcher.

- Det kan sikkert betyde meget og gøre det sidste. Vi kan køre bedre på vores egen bane, og det gør også forberedelsen lidt nemmere. Det kan godt lige give de sidste 10 til 20 procent til at slå polakkerne, siger landstræneren.

Lys fremtid

I en tid, hvor speedwayen i Danmark til tider kan ligne en skygge af sig selv, når man tænker tilbage til fordums tid, da Hans Nielsen i selskab med Erik Gundersen kørte medaljer hjem i hobetal, er det nærliggende at kigge fremad. Og det ser lyst ud. I hvert fald gennem Hans Nielsens øjne.

- Kørerne har vist nu, at de har det, der skal til. Der er selvfølgelig et stykke vej op til grandprixform, så der går en rum tid endnu, men de har alt det, der skal til for at gå hele vejen, lyder landstrænerens prognose.

Han fremhæver særligt tre kørere, som han i U21-regi kalder garvede rotter. De tre kørere er Andreas Lyager, der sidste weekend blev vandt U21-DM, Frederik Jakobsen og Patrick Hansen, der til dagligt tørner ud for Grindsted i den hjemlige liga.

De sidste to kørere på det danske landshold er Christian Thaysen og reserven Jonas Seifert.

Danmark vandt sidste år bronze ved U21-VM for hold.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Sydjylland

Flertal vil skrotte succesfuld hjertestop-ordning: Peger i stedet på gratis alternativ

Annonce