Annonce
Aabenraa

Løvbjerg hærget af tyve: Jeg føler mig magtesløs

Købmand hos Løvbjerg, Peter Jensen, foran den hylde med cremer, der blev tømt af butikstyve i søndags. Foto: Claus Thorsted

I løbet af mindre end en uge har Løvbjerg i Aabenraa anmeldt seks butikstyverier.

Aabenraa: Antallet af anmeldte butikstyverier i Aabenraa Kommune er steget markant det seneste år, og det ser ud til, at butikstyvene ikke har tænkt sig at sætte tempoet ned. Løvbjerg i Aabenraa er en af de butikker, der er hårdt ramt.

- Butikstyverier er mildt sagt et kæmpe problem. Siden lørdag har jeg anmeldt seks butikstyverier, og det er mere end normalt, siger Peter Jensen, der er købmand i Løvbjerg.

For at komme butikstyverier til livs har Løvbjerg hyret en detektiv, og der er naturligvis også videoovervågning i supermarkedet. Af de seks anmeldte tyverier siden i lørdags opdagede butiksdetektiven tre af dem, mens to af dem blev anmeldt på baggrund af videoovervågning.

- Den sidste tog jeg selv på fersk gerning onsdag morgen, siger Peter Jensen.

Annonce

Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre. Jeg føler mig magtesløs.

Peter Jensen, købmand i Løvbjerg

Butikstyverier

Tal fra Syd- og Sønderjyllands Politi viser, at antallet af anmeldte butikstyverier i Aabenraa Kommune er steget markant det seneste år.Fra 2014 til 2017 har tallet ligget på cirka 100 om året.

I 2018 steg det til omkring 150. Det er en stigning på cirka 50 procent i forhold til 2017, hvor det præcise tal var 96.

Føler sig magtesløs

Det værste butikstyveri hos Løvbjerg fandt sted i søndags, hvor der blev stjålet cremer for mellem 5.000 og 10.000 kroner.

- Den hændelse har vi på video, og det virker meget planlagt, siger Peter Jensen.

Det var et yngre par, der fyldte nogen tasker med cremer, men det var tilsyneladende ikke nok for dem.

- Pigen napper så lige to gaveartikler, inden hun går ud af butikken. Det er iskoldt, og der skal sælges rigtig mange varer for at indhente det tab, siger Peter Jensen.

Med både en butiksdetektiv og vidoeovervågning har købmanden i Løvbjerg svært ved at se, hvilke andre tiltag der skal til for at komme butikstyverierne til livs.

- Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre. Jeg føler mig magtesløs, siger Peter Jensen, der dog er godt tilfreds med den måde, politiet håndterer anmeldelserne på.

- Jeg føler, at politiet tager sagerne meget seriøst, og vi anmelder da også alle butikstyverier, siger han.

Det er ikke kun Løvbjerg, der døjer med tyverier fra hylderne. I Føtex i Aabenraa er det også et problem.

- Butikstyverier er et stigende problem. I Føtex anmelder vi også alle tyverier, og vi har et godt forhold til politiet, siger Bo Wagner, der er varehuschef i Føtex i Aabenraa.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce