Annonce
Debat

Løvekamp viser kun Venstres styrke

Debat: Jeg ser de seneste udmeldinger fra Venstre som et sundhedstegn; særligt set i lyset af, at det er et af Danmarks største partier.

Det er imponerende, at det kunne lade sig gøre at holde så mange heste inden for indhegningen i så mange år. Politikerne er vel blevet valgt, fordi de har kunne overbevise vælgerne om, at de har modet til at sige deres mening og forandre?

Forandringen handler ikke kun om at udvikle landspolitik, men også om at sikre, at et parti overlever og ikke ender som et enkeltmandsfirma. Derfor er det kun positivt, at flere vil tage anførerbindet på, og tilbyde sit lederskab.

I så stort et parti med så mange erfarne politikere er det endnu mere interessant, hvorfor der kun er en enkelt, som tør udfordre?

Lars Løkke Rasmussen trak håndbremsen under den ophedede valgkamp, hvor han stod til at miste nøglerne til statsministeriet. Skulle Venstre gå ned sammen med Stram Kurs, eller skulle vores daværende statsminister forsøge at fastholde sin magt ved at blive en del af Socialdemokratiet?

I så fald ville Venstre slippe for både Det Radikale Venstre og Stram Kurs. Et modigt træk af Lars Løkke Rasmussen, som formentlig gav Venstre en masse ekstra mandater. Jeg er faktisk enig med Lars Løkke Rasmussen i, at samarbejdet med Socialdemokratiet på det tidspunkt var oplagt. Det var godt set.

Den eneste udfordrer, Kristian Jensen, har valgt at forsøge at ændre kursen i retning af et blåt samarbejde. Sagt med andre ord – tilbage til oprindelsen. Det, han gjorde op til sommergruppemødet, krævede røv i bukserne, da han vidste, at han skulle gå alene og barfodet på gløder. Hvem andre turde det?

Udfordringen her er nok, at blå blok har ændret sig i en langt mere højreorienteret retning, hvilket er naturligt, set ud fra de udfordringer. som Danmark står overfor. Men alt er til forhandling.

Udmeldingerne blev trukket direkte fra hoften til pressen af dem begge, hvorfor overraskelsen selvfølgelig var stor i Venstre, men dybest set, tænker jeg, at pressen har kørt opgøret op. Lars Løkke Rasmussen udtalte til sommergruppemødet, at Kristian Jensen ikke var banket på plads, men at man var blevet enige om, at timingen måske var lidt friskfyragtig. Det viser blot, at ingen af de to er valgt til kun at følge med flokken som lemminger, men har modet til at synes noget, som måske ikke er strømlinet. Den slags er brugbart, når man skal trække tæppet væk under andre partier.

I flere overskrifter læste jeg, at Kristian Jensen nu er færdig i dansk politik, efter at han tilsyneladende kun var flankeret af tavse politikere? Om Claus Hjort har ret i, at Kristian Jensen må gå af som næstformand, må være op til medlemmerne. Vi skal huske på, at det er Venstres medlemmer, som afgør en retning og den fremtidige bemanding i partiet. Hvis medlemmerne ikke benytter sig af den mulighed for indflydelse, så er et medlemskab ikke meget værd.

Om Kristian Jensens udmelding var værre end Claus Hjorts om Kristian, må medlemmerne afgøre, men en intern dyst i ny og næ viser i min optik blot, at der stadig findes personligheder i et parti, som tør markere sig. Søde og anonyme politikere har vi rigeligt af i dansk politik - og måske er de i virkeligheden de værste.

Det seneste interne opgør har sikret Venstre endnu flere års overlevelse. Flere vil tage ansvar.

Mette Frederiksen skal huske på, at oppositionen består af Danmarks mest garvede eksministre. Så god fornøjelse med løfterne. Det skal nok blive en gyser.

Annonce
Mark Grossmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Marcus Knuth er en gemen mandattyv

Marcus Knuth blev onsdag De Konservatives nye udlændingeordfører samt integrations- og indfødsretsordfører. Det er der bestemt ingen grund til at ønske tillykke med. Den politiske belønning er nemlig aldeles ufortjent. Naturligvis er det fuldstændig legitimt, hvis Marcus Knuth ikke længere har følt sig hjemme i Venstre og derfor skifter til De Konservative. Til gengæld er det målt med moralske alen helt utilstedeligt, at politikeren blot fortsætter i Folketinget, som om intet var hændt. Den 5. juni i år sendte vælgerne 43 repræsentanter for Venstre ind i Folketinget. Så vidt vides har der ikke efterfølgende været et nyt valg. Derfor er de 43 mandater fortsat Venstres. Partihop er beklageligvis ikke helt så sjældne i dansk politik. Som regel er mønstret det samme – afhopperne tager deres mandater ind i det nye parti. Opfattelsen af, at politikerne så at sige ejer deres mandat er hinsides enhver sund fornuft. Mandatet tilhører de vælgere, der har udpeget den pågældende. Ved Folketingsvalget satte godt 9500 vælgere deres kryds ved Marcus Knuth. Det gjorde de givetvis i forventning om, at deres tillidsmand på tinge ville arbejde for Venstres dagsorden. Den tillid er nu gjort til skamme. Eneste anstændige beslutning er at forlade sin politiske tillidspost, hvis man af den ene eller anden grund kommer på kollisionskurs med sig parti. Så kan suppleanten nemlig rykke ind og fortsætte arbejdet for den liste, som vælgerne har peget på. Havde Marcus Knuth draget denne rette konsekvens, ville det aftvinge respekt. Det havde herefter stået ham frit for eventuelt at stille op som konservativ kandidat ved næste Folketingsvalg, hvor han måske endda havde haft rimelige muligheder for atter at blive sendt afsted til Christiansborg. I stedet har Marcus Knuth nu slet og ret gjort sig skyldig i gement mandattyveri, hvor han har sat sine egne interesser over vælgernes. Den slags bidrager til en politikerlede, som i dette tilfælde er absolut berettiget.

Aabenraa

Skolebus kørte i grøften

Annonce