Annonce
Danmark

Løvkvist: DF lader til at være blevet afhængig af nederlagets smerte

Næstformand Morten Messerschmidt og formand Kristian Thulesen Dahl i folketingssalen på det tidspunkt, hvor partiet egentlig skulle have holdt pressemøde på sit sommergruppemøde. Det droppede partiet - officielt for være i salen, da indgrebet i sygeplejerstrejken blev vedtaget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Enhver fan af et fodboldhold kender det:

Det kan gå ens hold så skidt så længe, at man ender med at blive afhængig af smerten. Man begynder at opfatte den smertefulde middelmådighed som en del af ens identitet og noget, man i det mindste føler sig hjemme i. Man kigger mere overbærende end misundeligt mod fans af hold med succes og tænker på dem som nogle, der lever overfladiske liv uden kendskab til den reelle dybde af eksistens.

Man bliver et med smerten. I selvforsvar bilder man sig ind, at man holder af den.

Annonce

Der vil være folk i Venstre, der kender følelsen. Folk i Liberal Alliance. Og der vil i særdeleshed være politikere i Dansk Folkeparti, der kender den.

Op til retssagen, hvor Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler og dokumentfalsk, var følelsen blandet med håb. Igennem smertens tåger lignede det en skæringsdato. Dommens dag hvorefter man kunne begynde at arbejde sig frem mod potentialet for succes under det ene eller andet lederskab.

I stedet blev det en skæringsdato, der blot intensiverede knivens skær mod dem selv. Ført af dem selv.

Det havde været så nemt at sætte en svindeldømt næstformand på bænken og sige:

Lad os vente med at få dig på banen igen, til du måtte blive frikendt i næste instans - hvis du bliver frikendt.

Så ville banen måske blive fri til, at partiet igen kunne komme i gang med at bygge sig op på at præsentere politik, der er relevant for nogen.

Men formand Kristian Thulesen Dahl havde ikke styrken. Og han kender som intens og ægte Liverpool F.C.-fan - ellers netop - følelsen. Et hold hvis fans i årtier svømmede i smerten.

Og havde han før retssagen haft ambition om at lave det rene og for udenforstående nemme snit - som f.eks. Søren Pape Poulsen (K) formåede at give den alvorligt krænkelsesanklagede Naser Khader i endnu renere grad - så forvitrede den mulighed under retssagen. Thulesens og i særdeleshed hans tro løjtnant, gruppeformand Peter Skaarups vidneudsagn blev udlagt som regulær underløbning af Messerschmidt.

Det vigtige er ikke, om det rent faktisk var underløbning, eller om det blot var resultatet af at blive udspurgt af jurister, der har et noget mere køligt og nøgternt sigte mod at nå ind til kernen og fakta, end journalister har. Det vigtige - i hvert fald i forhold til det politiske spil - var netop hvordan, det blev udlagt. Og opfattet.

Og væsentlige dele af Dansk Folkepartis bagland opfattede partiledelsens vidneudsagn som underløbning med direkte kurs mod Messerschmidts politiske levedygtighed. Et uforudsigeligt kaos kunne have brudt ud, hvis Thulesen og Skaarup havde valgt at sige det til Messerschmidt, der udefra set ville have være så let: Gå i omklædningsrummet.

Et kaos, der kun ville blive forstærket af en lydfil, der dukkede op i Berlingske og underbygger fortællingen om gustent overlæg fra Thulesen og Skaarup.

Så nu står Thulesen tilbage med et parti, der har en spiller rendende rundt på banen, som mange mener at have set stå foran dommeren og modtage et rødt kort. I Dansk Folkeparti vælger man så at knibe øjnene sammen og stirre på kortet, indtil hjernen fortæller dem, at det blot er gult.

Fordi Thulesen ikke har styrken.

Fordi retssagen og fortællingen om ledelsens underløbning af Messerschmidt har skabt et gensidigt afhængighedsforhold mellem Messerschmidt og Thulesen.

Næsten uanset hvor meget formandsskadelig virksomhed Messerschmidt kunne tænke sig at lave, vil det være tæt på umuligt og i hvert fald højsrisikabelt for Thulesen at sanktionere ham - det vil splitte baglandet og folketingsgruppen fuldstændigt. Allerede nu ser vi EU-ordfører Alex Ahrendtsen have problemer med at holde sin sædvanlige stil: At nøjes med at servere sin utvetydigt kritiske holdning til den nuværende ledelse i interne fora.

Og Messerschmidt har kun interesse i at bevare Thulesen i formandsstolen, indtil hans lønlige håb om ikke længere at være en dømt mand eller måske bare en dømt, men dog genvalgt mand måtte blive indfriet.

Imens kan partiet leve videre i nederlagets smerte. Forlænge den med opstand over, at dommeren i Messerschmidt sag har liket nogle opslag på Facebook og fortællingen om utidig personlig antipati mod Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt og dermed inhabilitet.

Forlænge den med gnisten af håb og tro på, at landsretten så slet ikke kommer til at vurdere bevisets stilling på ny, men vil lade det hele begynde forfra i byretten.

En eventuel genstart i byretten - hvor sandsynlig eller usandsynlig den måtte forekomme - vil med lige så stor sikkerhed som i første omgang resultere i en ny anke, en ny landsretssag og måske højesteretssag. Og et fortsat og langt politisk liv tilbragt under trygge, kendte og smertefulde vilkår.

I smertens tåger lignede dagen for dommen over Messerschmidt en skæringsdato af håb for Dansk Folkeparti. I stedet blev det en dato, der blot intensiverede knivens skær mod dem selv. Ført af dem selv.

Annonce
Annonce
Sønderborg For abonnenter

Politibetjent tiltalt for at misbruge sin stilling: - Han ville ikke lade mig slippe, før jeg ændrede min forklaring

Kolding For abonnenter

Dagen efter at udviklingshæmmet dreng blev glemt og efterladt alene i SFO: Ni-årig infantil autist løb væk, uden at personalet opdagede det

Billund

Før bestod livet af chips og snoller på sofaen: Efter sit halvmaraton er en anden drøm rykket tættere på

Vejen

Flere af de nye boliger midt i Brørup er reserveret

Bryggeri varsler dyrere øl: Tørke og krig sender forbrugerne til lommerne - endnu engang

Aabenraa

Anden sure smiley i træk: Kendt restaurant havde opbevaret fisk for varmt - indehaver lægger sig fladt ned

Haderslev For abonnenter

Mere end otte år efter lukning: Sygehus i ni etager endelig solgt til ukendt investor

Danmark

De seneste coronatal: Otte døde og 50 færre indlagte

Lærlingen Carl Emil gider ikke mere bullshit: Skolens maskiner er ældre end min far

Varde

Makkerpar genåbner kendt restaurant efter tre års mørke: Nu er de oppe på to spisesteder sammen

Færre fugle, døve marsvin og flere invasive arter ved Vesterhavet: Forsker kalder planerne om 10.000 vindmøller i Nordsøen for 'verdens største marinbiologiske eksperiment'

Haderslev

To år mere med streetfood: Allerede inden åbningen i begyndelsen af juni er lejeaftalen på prominent havnefront blevet forlænget

Erhverv For abonnenter

Derfor skriver avisen om de klamme beskeder: Det er vigtigt, at chefer opfører sig ordentligt

Esbjerg

Lejlighedsopgang evakueret ved køkkenbrand: Beboer tilset af ambulance

Annonce