Skattelettelser vil give pressede småbørnsforældre mulighed for gå ned i arbejdstid eller købe sig til hjælp i hjemmet, lyder det fra Liberal Alliance.
En stor del af danskerne mener, at forældre til små børn skal have bedre muligheder for at arbejde på deltid, og ifølge Liberal Alliance kan lavere skat gøre det lettere at gå ned i tid.
I en ny undersøgelse, Analyse Danmark har lavet for Ugebrevet A4, svarer 43 procent, at de er enten enige eller helt enige i, at forældre skal have ret til at kunne gå på deltid, mens de har børn under seks år.
Resultatet kommer ikke bag på Liberal Alliances familieordfører, Merete Riisager (LA), og ifølge hende er syndebukken altså det høje danske skattetryk. Hun foreslår, at man letter skatten, så mor og far kan tage tidligere hjem fra arbejde eller få råd til hushjælp eller barnepige.
»Vi vil afvikle topskatten, afskaffe registreringsafgiften og sænke skatten i bunden, så ingen skal betale skat af de første 7.000 kroner, de tjener hver måned. Det vil give familierne en større frihed, som de kan bruge på at arbejde mindre eller købe sig til noget hjælp i hjemmet,« siger Merete Riisager.
Desuden mener familieordføreren, at flere danskere skal i arbejde, så presset på den enkelte bliver mindre.
»Der er høje produktivitetskrav til dem, som arbejder, fordi der står 700.000 voksne danskere uden for arbejdsmarkedet. Flere af dem skal ind på arbejdsmarkedet, så folk ikke behøver at arbejde så meget, som de gør i dag,« siger Merete Riisager.