TØNDER: Daginstitutioner, skolefritidsordninger, børnehaver og vuggestuer har været lukket siden 13. marts, men forældrene opkræves fortsat deres egenbetaling til ordningerne. Er det rimeligt?
- Nej, siger Liberal Alliances medlem af kommunalbestyrelsen i Tønder, Claus Hansen.
Torsdag rejste han sagen i økonomiudvalget med et konkret forslag om, at Tønder Kommune fremadrettet fra den 30. marts ikke afstår fra at opkræve forældrebidraget indtil institutionerne genåbner.
- Forældrene betaler jo for en ydelse, de ikke får. Der er situationer, hvor småbørnsforældre skal passe deres enkeltmandsvirksomhed eller helt har mistet deres job, og så skal de ovenikøbet betale for, at de passer deres egne børn. Det er ikke rimeligt, siger Claus Hansen.
- Jeg tror såmænd nok, at det vinder gehør.Claus Hansen, medlem af kommunalbestyrelsen for Liberal Alliance, Løgumkloster
Lovligt?
Borgmester Henrik Frandsen har umiddelbart sympati for forslaget.
- Forældrene får ikke noget for det, de betaler for, siger han, men rejser samtidig spørgsmålet, hvorvidt det er lovligt at fritage/refundere betalingerne.
- Vi følger nøjagtigt de anvisninger, der kommer fra regeringen, understreger han.
Lovligheden af en eventuel fritagelse skal nu undersøges nærmere, og hvis det viser sig at være en mulighed, er borgmesteren indstillet på, at LA-udspillet behandles politisk.
Det ser Claus Hansen frem til, og han er iøvrigt optimistisk med hensyn til, at hans udspil vil opnå flertal i byrådssalen.
- Jeg tror såmænd nok, at det vinder gehør, siger han, og henviser blandt andet til Venstres børne- og undervisningsordfører Ellen Trane Nørby, der til Jyllands-Posten sammen med andre ordførere bakker op om, at der kompenseres for lukkede institutioner.
- 14 dage er force majeure. Det er en krise, hvor alle må holde for. Men kommer vi længere hen end de første 14 dage, så mener vi, at forældrene skal kompenseres, siger hun til avisen.
Også De Konservative på Christiansborg har givet udtryk for, at forældrebetalingen bør stoppe, hvis lukningerne varer ved.
Børnenes borgmester
Det har Claus Hansen noteret sig.
- Når selv Venstres top siger, at det er noget, men bør gøre, og vi i Tønder har en socialdemokratisk borgmesterkandidat (Barbara Krarup Hansen, red.), der gerne vil være børnenes borgmester, må der være flertal for forslaget her i Tønder, vurderer Claus Hansen.
Han forventer en afklaring om lovligheden af sit forslag i starten af den kommende uge.