Annonce
Indland

Ladekarl om al-Hol-lejren: Det mærkeligste sted

Francesco Lanino, Røde Kors./Free
50.000 børn repræsenterer hele verden, fortæller generalsekretær efter besøg i syrisk flygtningelejr.

- Det er det mærkeligste sted, jeg har været og den mærkeligste flygtningelejr, jeg har været i i hele mit liv.

- Man går rundt dels blandt 20.000 sortklædte kvinder, man ikke kan se, hvor de kommer fra, og så 50.000 børn. Nogle er rødhårede, andre hvidhårede, nogle er sorte og andre hvide. Hele verden er repræsenteret.

Sådan fortæller Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors, om sin oplevelse af flygtningelejren al-Hol i Syrien, hvor Islamisk Stats tilfangetagne sympatisører sidder.

Ladekarl befinder sig torsdag eftermiddag i Syriens hovedstad, Damaskus, efter at have tilbragt to dage i al-Hol.

I lejren sidder der op mod 75.000 mennesker, hvoraf to tredjedele er børn.

Lejren er plaget af sygdom, børnene af underernæring og senest har høj varme skabt en akut mangel på rent drikkevand.

- Der går børn rundt som zombier, de sidder i teltene hele dagen i 50 graders varme og nægter at spise, fordi de oplevelser, de har haft, har været dybt forfærdelige.

Han omtaler lejren som et "semi-fængsel", hvor folk går rundt med begrænsede muligheder uden nogen form for aktivitet men med masser af frustration.

- Hver eneste gang man forsøger at tale med nogle, så bliver man overfaldet af tyve andre, som dels vil have, at man finder deres mænd og dels klager over forholdene.

Flere danske medier har angivet, at der er registreret fem danske voksne og otte børn i al-Hol, hvoraf en 13-årig såret dreng er sendt til Danmark. Det vil Anders Ladekarl hverken be- eller afkræfte.

I en rundspørge, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, svarer flertallet af danskerne afvisende på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal arbejde aktivt for at hente børnene hjem.

45 procent svarer "nej", 34 procent mener "ja", mens den sidste femtedel svarer "ved ikke".

- Jeg forstår godt danskernes følelser, men hvis de havde set de børn, som jeg har, og set, hvordan de lever, og hvilken fremtid de har, hvis vi ikke gør noget, så tror jeg, at tallene ville være anderledes, siger Ladekarl.

/ritzau/

Annonce
Francesco Lanino, Røde Kors./Free
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce