John Lammers var i store træk tilfreds med den offensive del af det, EfB præsterede lørdag mod Vendsyssel. Defensivt mener han til gengæld, at spillerne skal være klogere.
SUPERLIGA: Det var en flok skuffede EfB-spillere og trænere, der traskede ned gennem spillertunnellen efter lørdagens nederlag mod Vendsyssel.
En målrig affære endte med en sejr til gæsterne på 2-3, men det var ikke et fair resultat, præstationerne taget i betragtning, mente EfB-cheftræner John Lammers efter kampen.
- Jeg synes ikke, at det var fortjent, men det er resultatet, der tæller. Vi fortjente mere, men man får ikke altid, hvad man fortjener, sagde han.
Han var fint tilfreds med sit holds offensive indsats, der da også resulterede i to scoringer.
- Offensivt spiller vi en okay kamp, men defensivt gjorde vi det ikke 100 procent. Der bliver scoret for nemme mål mod os, og det skal vi forbedre, sagde han.
- Vi skal score mere i vores gode perioder. Men det er positivt, at vi kreerer chancer.
Forventede mere
I dagene op til kampen talte hollænderen om, at han ville se sine spillere tage initiativ til at styre spillet mod Vendsyssel. Den del af præstationen var han ikke tilfreds med efterfølgende.
- Det gjorde de ikke nok. Jeg forventede mere af visse spillere, sagde John Lammers.
Hvad præcis var det, du forventede?
- Det taler jeg med spillerne om. Jeg vil gøre det meget klart for spillerne, hvad jeg ønsker. Det skal jeg ikke fortælle om i avisen. Vi mødes i morgen (søndag, red.) og går i detaljer, sagde han.
Bizar scoring til 0-2
Vendsyssels mål til 0-2 var en komisk scoring, hvor Daniel Anyembe uheldigt kom til at sparke bolden op i hovedet på en modspiller, da han forsøgte at cleare en farlig situation tæt under mål.
- Bolden dumper ind midt for mål og jeg sparker den op og ud, men jeg er bare uheldigt, at der stod en mand lige ved siden af mig. Jeg føler selv, at jeg prøver at gøre det rigtige, men det er bare pisseuheldigt, sagde den unge forsvarsspiller efter kampen.
Både Lammers og Anyembe var mere tilfreds med offensiven end defensiven. Højrebacken blev af EfB's fans kåret som kampens spiller.
- Vi fik lov til at bygge spillet mere op, og derfor var der også mere plads til mig på kanten. Det resulterede også i en assist. Offensivt var det fint, sagde Daniel Anyembe.
Til gengæld haltede defensiven, og cheftræneren mener, at spillerne skal være klogere.
- Vi gjorde det ikke med hovedet i dag. Vi gav de lette frispark og hjørnespark væk. I den danske liga er alle dødbolde en trussel, lød det fra cheftræneren.