Annonce
forside

Landbohjemmet er byens festsal

Annonce

KLIK OG SE FLERE FOTO: Vedsted Landbohjem har levet en omtumlet tilværelse. I dag fungerer det nærmest som byens forsamlingshus.

Det blev bygget i 1906, så blev det sprunget i luften af tyskerne i 1944 og genopbygget i 1950. I 2007 blev det solgt til en investor, der ville lave det om til ferieboliger til rige tyskere, men allerede året efter købte Aage Hansen det. Han ejer det stadig.

Det er Vedsted Landbohjem, vi taler om. Et hjem, der har levet en meget turbulent tilværelse.

Danske møder

Selvom Aage Hansen først overtog hjemmet for to år siden, så kender han alligevel en del til stedets historie, og han indvier gerne os i den.

– Landbohjemmet blev bygget i 1906. Det var en tysk tid, og tyskerne brød sig ikke om, at der blev holdt danske møder på Sluk-Efter Kro. Derfor byggede man Landbohjemmet, så man kunne holde de danske møder der, forklarer den nuværende ejer af Vedsted Landbohjem.

Under anden verdenskrig fik tyskerne dog mistanke om, at stedet blev brugt til at huse modstandsbevægelsen. Og det gjorde det da også.

– Jeg har i hvert fald ladet mig fortælle, at tyskerne fandt nogle ting under scenen – krudt og lignende, siger Aage Hansen.

Tyskernes mistanke førte til, at de forstyrrede en festlig aften for Vedsted-borgerne.

– Under krigen fejrede man hvert år Kong Christian X’s fødselsdag den 26. september på Vedsted Landbohjem med et kaffebord. Men i 1944 blev stedet omringet af tyskerne. Nogle af de gamle borgere i Vedsted har fortalt mig, at det blev en lang og hård aften. De sad her med hænderne over hovedet, og de fik heller ikke lov til at gå på toilettet og så videre, fortæller Aage Hansen.

Frihedskæmper døde

I forbindelse med den aften blev der også løsnet skud. Frihedskæmperen Hans Andersen blev ramt, og han døde nogle dage senere af sine kvæstelser, fortæller en mindeplade på Vedsted Landbohjem.

En anden mindeplade fortæller, at Landbohjemmet blev genopført i 1950. Få dage efter gidseltagningen på landbohjemmet den 26. september 1944 sprængte tyskerne nemlig hjemmet i stykker.

– Det blev fuldstændig jævnet med jorden, siger Aage Hansen.

Forsamlingshus

Han købte Vedsted Landbohjem i 2008. Han skulle bruge mere plads til sine konsultationer inden for psykoterapi. Og så valgte han samtidig at bevare landbohjemmets forsamlingshus-agtige funktioner. Borgerne kan derfor fortsat leje huset til familiefester eller begravelseskaffe og virksomheder kan for eksempel leje det til kurser, konferencer og lignende.

Aage Hansen føler sig godt taget imod af Vedsted Borgerne.

– De er rigtig flinke til at bruge huset. Før jeg kom til, blev det på det sidste ikke brugt så meget, da der ikke var nogen forpagter, forklarer Aage Hansen.

I forbindelse med byens Løvfaldsfest er der også dilletant på Vedsted Landbohjem. Her betales der dog kun for leje den aften, hvor forestillingen bliver vist for andre – ikke i forbindelse med øveaftener.

– Nej jeg skal jo også et eller andet sted være lidt imødekommende og byde indenfor. Det er jo også derfor, man bliver taget godt imod, mener ejeren af Vedsted Landbohjem.

Både han og hustruen arbejder fortsat ved siden af at drive Vedsted Landbohjem som selskabslokaler. Det kan ikke løbe rundt i sig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce