Annonce
Danmark

Landbrugsformand: Husk fakta – de nuancerer debatten

Betyder nogle få fund af rester af pesticider, at Enhedslisten har ret, når de trutter i dommedagsbasunen, spørger Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce

Hvordan pokker kommer vi derhen, hvor vi kan få en sober debat om drikkevand og sprøjtemidler?

Det har jeg tænkt på den seneste tid.

Tankerne kom, fordi jeg fulgte debatten og pressens omtale af en ny rapport om nedsivning af pesticider til grundvandet.

Vi har i Danmark et offentligt system, hvor GEUS og Miljøstyrelsen tester, om godkendte pesticider kan udvaskes til grundvandet. De tester under realistiske forhold, som de er på marken hos landmanden.

Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer. Foto: Mette Mørk

Miljøstyrelsen skriver, at der er midler, man skal holde særligt øje med og undersøge nærmere. Men der er ingen grund til at ændre på godkendelserne, fastslår de.

Det er en glædelig konklusion. Vi danskere behøver ikke at være bekymrede for vores drikkevand. Det er ikke truet af den måde, vi godkender og bruger pesticider på.

Alligevel er der nogen, der bruger rapporten til at skabe utryghed og usikkerhed med deres reaktioner.


Det ville være fremragende, hvis vi kunne have debatten på lige vilkår, hvor pesticider ikke på forhånd var tildelt skurkerollen.


Enhedslisten kalder på straksforbud og råber, at ”pesticidlandbruget igen ødelægger vores drikkevand”. Et er at have en politisk holdning til det almindelige landbrug. Noget andet er – mod fakta – bevidst at skræmme danskerne til at tro, at deres drikkevand er truet af sprøjtemidler. Det forstår jeg ikke.

Dækningen i pressen ender med at handle om, at der er fundet rester af pesticider i grundvandet, og hvad ministeren vil gøre ved det. Det er sådan set fair nok.

Men jeg synes, det er en giftig cocktail: Modstanderne af det almindelige landbrug råber højt ud fra en politisk dagsorden, og medierne har dårligt overskud og ressourcer til selv at sætte sig faktuelt ind i tingene og gå i dybden.

Jeg savner lidt perspektiv. Hvorfor reguleres nogle kemikalier, som for eksempel kosmetik, kun på baggrund af en risikovurdering, mens man for andre, for eksempel pesticider i grundvand, fastsætter grænseværdien på baggrund af følelser og politiske principper. Ikke på baggrund af om de reelt er farlige.

På samme vis er det tankevækkende, hvor lidt der arbejdes med at spore andre stoffer i drikkevandet. Kemikalier fra industri, nikkel og medicin er gode eksempler på stoffer, som vi ikke måler efter i grundvandet på samme måde. Hvorfor ikke?

Det ville være fremragende, hvis vi kunne have debatten på lige vilkår, hvor pesticider ikke på forhånd var tildelt skurkerollen.

Jeg savner proportioner og nogle nuancer i fortællingen, som gør danskerne reelt klogere.

For betyder nogle få fund af rester af pesticider, at Enhedslisten har ret, når de trutter i dommedagsbasunen? Er det ensbetydende med en risiko ved at drikke vandet? Eller er grænseværdien sat så lavt, at vi fanger overskridelser, længe før de måtte blive problemer?

Jeg bruger gerne et citat fra professor i miljøkemi Nina Cedergreen til at illustrere, hvor skævt debatten ofte løber. Hun siger om grænseværdier for pesticider i drikkevandet:

”Mange af de grænseværdier, vi har for pesticider, ligger 1000 gange under noget, der kunne være farligt”.

Det er et stærkt budskab, som jeg mener, at langt flere bør lytte til.

Nu er det delt med Avisen Danmarks læsere. Jeg håber, I vil huske på det næste gang, I læser en overskrift om pesticider og drikkevand.

De skriver Erhvervsklummen

Erhvervsklummen skrives på skift af:

Brian Mikkelsen, direktør, Dansk Erhverv

Mira Lie Nielsen, bolig- og formueøkonom, Nykredit

Lizette Risgaard, formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation

Søren Søndergaard, formand, Landbrug & Fødevarer

Lars Sandahl Sørensen, direktør, Dansk Industri

Lars Aagaard, direktør, Dansk Energi

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Ja tak til øer - nej tak til lig

Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce