Annonce
Sport

Landin pillede pynten af norsk stjerne: Det gav selvtillid

Niklas Landin snuppede alle fem forsøg fra Sander Sagosen i første halvleg mod Norge.

Niklas Landin havde et godt tag på Norges stjerne Sander Sagosen i torsdagens sejr ved VM.

På forhånd var der lagt op til, at Norges største håndboldstjerne, Sander Sagosen, kunne blive nøglen til norsk succes mod Danmark ved VM, men Paris Saint-Germain-spilleren ramte ikke dagen, og Danmark vandt 30-26.

Det kunne Danmark ikke mindst takke Niklas Landin for. Da Sagosen afsluttede i første angreb, greb Landin ham ud, og et par minutter senere tog danskeren et straffekast fra Sagosen, der missede alle fem forsøg i første halvleg.

- Det gav helt sikkert selvtillid og sikkerhed for hele holdet, at jeg tog de første. Vores taktik gik på at gå aggressivt til ham, så han ikke kunne lave afgørende afleveringer og komme til gode skud, siger Landin.

- Vi forsøgte at få initiativet over på deres venstrehænder, og det lykkedes rigtig godt i første halvleg.

I den anden ende spillede Mikkel Hansen en hovedrolle. Han scorede 14 mål og blev dermed meget afgørende for resultatet.

- Det er, hvad alle forventer af Mikkel. Når det er sådan en stor kamp, så er Mikkel der altid. Det kommer ikke bag på mig, siger Landin.

Danmark førte undervejs med 25-16, men Norge skabte spænding til sidst med reduceringen til 25-27.

Tilbage står facit, at Danmark er klar til mellemrunden med maksimale fire point og har taget et stort skridt mod semifinalen.

Men der er stadig lang vej, minder Landin om.

- Sejre giver selvtillid, og det var dejligt at få modstand og vinde. Vi er glade for at få fire point med til mellemrunden. Vi er en i god position, men det har vi været før, hvor det er glippet, pointerer målmanden.

Danmark møder Ungarn i den første mellemrundekamp på lørdag.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce