Annonce
Erhverv

Landmænd lever i frygt efter nye angreb fra ulve

Mindst to ulve er for øjeblikket på spil i Slesvig-Holsten, hvor adskillige husdyr er blevet dræbt i de seneste uger.
Selv om landmænd i ulveområder i Slesvig-Holsten kan få gratis hegn til at sikre deres dyr, har de berørte ikke tid eller arbejdskraft til at stille hegnene op.

HEIDE: Mon de bliver? Sådan lyder det store spørgsmål for specielt landmænd med husdyr i Dithmarschen i det vestlige Slesvig-Holsten.

I de forløbne uger har mindst to ulve angrebet og dræbt adskillige husdyr. Men delstatens miljøminister, Jan Philipp Albrecht, mener, at yderligere beskyttelse af tamdyrene er unødvendige.

- Angrebene fandt sted på arealer, hvor der ikke var opsat ulvehegn. Ulve opfører sig helt naturligt, når de angriber byttedyr, der ikke er sikret, mener Albrecht, der tilhører De Grønne.

Annonce


Ministeren har vidst i årevis, at professionelle avlere med mange dyr slet ikke kan indhegne dem alle.

Janine Bruser, fåre- og gedeavlernes sammenslutning.


I marts 2019 udråbte miljøministeren Dithmarschen samt to andre amter i det sydlige Slesvig-Holsten til ulveområder, fordi mindst et rovdyr opholdt sig i regionen i mere end seks måneder, og stadig flere husdyr blev dræbt. Miljøministeriet finansierer hegn, der skal beskytte mod angreb i ulveområder. Landmændene får kun erstatning, hvis de dræbte dyr har opholdt sig i en indhegning.

Umulig opgave

Janine Bruser fra delstatssammenslutningen af fåre- og gedeavlere er stærkt irriteret.

- Ministeren har vidst i årevis, at professionelle avlere med mange dyr slet ikke kan indhegne dem alle. Det har de pågældende hverken tid eller arbejdskraft til, forklarer hun.

Desuden skal avlerne forpligte sig til at indhegne samtlige dyr i fem år, hvis de vil have økonomisk hjælp til at sikre deres dyr.

- For vores mange familielandbrug og hobbyavlere er det en umulighed. Fårene skal jo løbende græsse forskellige steder, påpeger Janine Bruser.

Mange fåreavlere gør derfor ikke brug af ordningen om gratis ulvehegn.

Ifølge miljøministeriet i Kiel modtog man sidste år 55 ansøgninger om hjælp til ulvehegn. I år er der foreløbig kommet 17.

Janine Bruser mener hjælpen er utilstrækkelig. Problemet er ikke kun udgiften til selve hegnene, men også arbejdet med at stille dem op. Her bør myndighederne give en hånd med, lyder hendes forslag.

Det afviser miljøministeriet.

Annonce

Gavmildt tilbud

- Når delstaten stiller hegnene til rådighed, er det et gavmildt tilbud til avlerne. Materialet bliver ofte afleveret direkte til gårdene. Delstaten anser så opsætningen og driften af ulvehegnene som et nødvendigt bidrag fra landmændene, forklarer Patrick Tiede, der er talsmand for ministeriet.

Kun problemulve må skydes i Slesvig-Holsten. Problemulve er eksemplarer, der gentagne gange overvinder ulvehegn og dræber husdyr. Senest skete det for to år siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce