Annonce
Regionalt

Landmænd protesterer over 'fejlagtigt og manipulerende'  skolemateriale: - Jeg frygter, at mine børn bliver dummere

Hans Aarestrup, der er direktør for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, har fundet flere eksempler på, at forlagene Gyldendal og Alinea ifølge ham bevidst misinformere folkeskoleelever om dansk landbrug. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Folkeskoleelever manipuleres til at få et forkert indtryk af landbruget. Det mener en sønderjysk landmand fra Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug. Foreningen, der har været ude med riven før, anklager nu to af landets største læringsportaler for at dæmonisere konventionelt landbrug i deres naturfaglige undervisningsmateriale.
Annonce

Undervisning: - Det er chokerende, hvor unuanceret og ensidigt negativt det er.

Sådan beskriver landmand Hans Henrik Pørksen fra Skærbæk det online undervisningsmateriale i faget biologi, som forlagene Gyldendal og Alinea leverer til tusindvis af danske folkeskoleelever i 7.-9. klasse.

Den sønderjyske landmand, der selv driver konventionelt landbrug med planteavl, grise og får, men som også har økologiske arealer med græs, oplever, at forlagenes læringsportaler vildleder eleverne om, hvordan dansk landbrug hænger sammen.

De ifølge ham fejlbehæftede og politisk ladede tekster efterlader eleverne med et indtryk af, at konventionelle landmænd er fjenden, mener landmanden. Han har selv en datter i 8. klasse, som, han frygter, kan blive undervist i materialet.

- De bliver jo indoktrineret til at tænke, at økologi er godt, og konventionelt landbrug er skidt, og det kan man ikke forvente, at eleverne selv kan gennemskue, siger Hans Henrik Pørksen, der er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, som bakker op om kritikken.

Annonce

Fejl og vildledning

Foreningen, der repræsenterer knap 4.000 konventionelle og økologiske landmænd, anfægter blandt andet et afsnit om pesticider i Gyldendals læringsportal i naturfag, som cirka en tredjedel af landets skoler har adgang til.

Her antydes det, at konventionelle landmænd bruger pesticider, der kan ophobe sig i fødekæden hos dyr. Noget, der er forbudt og har været det længe.

Ligeledes kritiserer landbrugsforeningen et afsnit om økologisk landbrug hos Gyldendal. Her beskrives det, at økologiske landmænd ikke bruger sprøjtegifte på markerne, men det nævnes ikke, at op mod 40 sprøjtemidler i Danmark er godkendt til brug af økologer.

I samme afsnit står der, at økologiske landmænd bruger gylle fra deres egne dyr. "Hvis ikke gården har dyr, kan landmanden købe det af nabogårde – hvis de er økologiske," skiver forlaget.

Foreningen mener, det er faktuelt forkert, da det er almindeligt kendt, at økologer også køber gødning fra konventionelle landbrug for at sikre, at økologiske marker får næringsstoffer nok. I materialet fra Alinea beskrives det ligeledes kun, at økologiske landbrug bruger gødning, "der kommer fra gårdens egne dyr".

Landmand Hans Henrik Pørksen fra Skærbæk mener, det er forkasteligt, at børn som hans egen datter, risikerer at få manipulerende og forkert undervisning om landbruget gennem nogle af landets største læringsportaler. Foto: Jesper Voldgaard

Alinea får også hug for at skrive, at der i griseproduktionen blandes antibiotika i både syge og raske grises foder og drikkevand uden at understrege, at det i dag kun sker, hvis der er konstateret sygdom hos dyr i besætningen. Siden 2006 har al anvendelse af såkaldte antibiotiske vækstfremmere været forbudt i alle EU lande. I Danmark valgte svinebranchen frivilligt at ophøre med brugen til slagtesvin allerede fra april 1998.

- Det er helt sort og skrupforkert, siger direktør i Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup, der ligesom Hans Henrik Pørksen giver materialerne dumpekarakter.

Annonce

Politisk interesse

Direktøren, der selv har fire børn, er rystet over, at de kan risikere at blive undervist i materiale med fejl.

- Jeg frygter, de bliver dummere af at gå i skole, siger Hans Aarestrup, som finder det mindst lige så slemt, at materialet ifølge ham har en klar dagsorden.


De bliver jo indoktrineret til at tænke, at økologi er godt, og konventionelt landbrug er skidt, og det kan man ikke forvente, at eleverne selv kan gennemskue

Hans Henrik Pørksen, bestyrelsesmedlem, Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug


Det mener han blandt andet skinner igennem, når Gyldendal linker til en artikel fra kpnet.dk, som er Arbejderpartiet Kommunisternes (APK) hjemmeside. I materialet lægges der op til, at artiklen kan bruges til at besvare en opgave. Forlaget skriver dog, at eleverne skal huske at være kildekritiske. Generelt mener Hans Aarestrup, at der er udvalgt links, som er negative over for konventionelt landbrug.

- Det er jo fuldstændig gak, siger han.

Han hæfter sig også ved, at Alinea i et forløb om økologi til elever på mellemtrinnet bruger foreningen Haver til Maver, der arbejder for udbredelsen af økologi, som medforfatter. Foreningen er stiftet af manden bag virksomheden Aarstiderne, der udelukkende sælger økologiske varer. Hans Aarestrup finder det problematisk, at undervisningsmateriale formidles af en part med en mulig politisk og kommerciel interesse.

- Det svarer til, at materiale om kødproduktion var skrevet af Tulip, eller at Shell skrev om råstofudvikling. Lærebogsmateriale er nødt til at være neutralt, siger han.

Annonce

Minister på banen

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug har tidligere i år til JydskeVestkysten udtalt skarp kritik af læremateriale om landbruget fra den online læringsportal Clio. Kritikken fik i februar Clio til i mindre omfang at revidere materialet.

Det fik Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt (DF) op af stolen. Han mener, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) bør på banen for at sikre, at børn ikke undervises i værdiladet og faktuelt forkert materiale om landbruget.

- Det er vigtigt, at folkeskolen ikke er politiserende, ellers kan man frygte, eleverne får en skæv virkelighedsopfattelse, siger DF'eren, som derfor for nyligt spurgte ministeren ind til  problemet.

Her svarede Pernille Rosenkrantz-Theil, at "undervisningen ikke må være indoktrinerende eller i øvrigt ensidigt holdningspåvirkende", men at det er op til lærerne og skolebestyrelserne at være kildekritiske. Og den opgave, har hun tillid til, at de kan løfte.

- Det svar er jeg ked af. Det virker ikke som om, ministeren tager det alvorligt, siger Morten Messerschmidt.

Annonce

Skoler skal advares

Efter flere eksempler er kommet frem, mener Messerschmidt, det er endnu vigtigere, at ministeren handler. Og han får opbakning fra Venstres uddannelsesordfører Ulla Tørnæs, der er valgt i Sydjyllands Storkreds.

- Det er virkeligt problematisk, hvis eleverne får direkte forkert viden, siger hun.

Ulla Tørnæs mener ikke, der skal laves om på, at undervisningsmaterialer i Danmark ikke skal statsligt godkendes eller kvalitetssikres, før det må bruges i klasselokalerne. Hun mener dog, at de gentagne eksempler bør give anledning til, at ministeren retter henvendelse til kommunerne og skolebestyrelserne gennem et såkaldt hyrdebrev.

- Hun har mulighed for at kommunikere ud, at skoler skal være opmærksomme, når de udvælger materialer, siger V-politikeren, som dog mener, at det største ansvar ligger hos forlagene selv.

Annonce

Dobbeltmoral

Morten Messerschmidt finder det dobbeltmoralsk og bekymrende, at ministeren tilsyneladende ikke har tænkt sig at gå yderligere ind i sagen om misvisende undervisning om landbruget.

I starten af oktober valgte Pernille Rosenkrantz-Theil nemlig at udtale kritik og inddrage Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i en sag om kristent læremateriale, efter det kom frem i mediet Skolemonitor, at foreningen Kristne Friskoler anbefaler sine medlemmer at bruge materiale, der omtaler homoseksualitet som en synd, i seksualundervisningen.

- Det duer jo ikke, hvis hun kun går ind i debatten, når det er tale om sager, der flugter med hendes egen politiske synspunkter, siger DF'eren.

JydskeVestkysten ville gerne have forholdt undervisningsministeren kritikken. Ministeriet oplyser, at hun holder ferie, hvorfor et interview ikke har været muligt.

Avisen har forholdt både Alinea og Gyldendal kritikken. Det får nu begge forlag til at undersøge, om deres materialer rummer misforståelser og fejl. Begge forlag afviser at have en bestemt dagsorden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Dyr redningsaktion: Bravo Tours sender kæmperegning til skatteyderne

Annonce