Annonce
Erhverv

Landmand: Det er hårdt arbejde at lave generationsskifte

Jacob Serup overtog slægtsgården i 2015. Man skal ikke vælge et liv som landmand, fordi man vil have råd til at tage på jordomrejse, mener han. Man skal holde af hverdagen og også kunne lide at arbejde i weekenderne. Foto: Lasse Olsson
Der gik 12 år fra Jacob Serup havde en aftale med sine forældre om at han skulle overtage slægtsgården, Vedagergaard på Fyn, til købet blev en realitet. Der kom blandt andet en miljøtilladelse og en finanskrise i vejen. Men det er vigtigt at holde ud, og have et mål og en plan, mener landmanden

Et budget på et gårdkøb af den størrelse, som Jacob Serup ville købe af sine forældre, fylder mere end 100 sider. Og det er ikke nok, at bankfolkene forstår, hvad der står. Landmanden skal også kunne forklare de forudsætninger, der ligger til grund for tallene og kunne stå på mål for, at de er realistiske.

- Det er noget helt andet at have styr på en kostald end at drive en virksomhed. Som ung landmand kan man jo ikke vise, at man kan det, før man har prøvet det, og derfor er det op til bankerne at finde ud af, hvem de tør tage en chance med, siger Jacob Serup, der overtog gården på Fyn i 2015.

Siden har han udvidet, købt flere køer, bygget ny kostald og fået flere ansatte.

Annonce

Blå bog Jakob Serup

Jacob Serup er landmand på Fyn. Han overtog fra sin far i 2015 og er nu fjerde generation på slægtsgården Vedagergaard, som ligger i Kerte ved Aarup.

De 380 køer leverer godt 400 millioner liter mælk om året.

For at lave foder til køerne er der også markbrug; mest græs, majs og korn.

Jacob Serup ejer selv 100 hektar jord og han lejer 250 hektar jord.

Han er 39 år, gift med Pernille, der arbejder i en bank. De har to piger på fem og syv år.

Produktionsprisen skulle ned

- Det var en betingelse for at jeg ville overtage gården, at jeg kunne få lov til at bygge ny kostald. Den gamle var simpelthen for ineffektiv, fordi vi skulle flytte for meget rundt på køerne. Med den nye kostald kan vi malke 150 køer på knap en time og malke to en halv gange så meget mælk, som vi gjorde før.

Dermed er der skåret en stor luns af fremstillingsprisen for mælken. Bankens krav var, at der skulle skæres 40 øre af pr. liter, men resultatet er nærmere 50 øre.

Samtidig er der kommet flere ansatte på gården og det er en helt bevidst strategi fra ejerens side:

- Jeg kunne ikke tænke mig en hverdag, hvor det kun var mig, der var her og jeg skulle sørge for alting syv dage om ugen. Jeg vil også have det sådan, at jeg kan holde fri og tage på ferie engang imellem. Og det er meget lettere at tiltrække folk, når de ved, at de ikke skal gå alene og malke.

Faktisk er kostalden bygget på en måde, så der er to, som sammen går og malker.

- Det giver et langt bedre arbejdsmiljø, at man har én at snakke med, mens man arbejder, siger Jacob Serup.

Årlig eksamen i banken

Jacob Serup havde langtfra alle de penge der skulle til, da han overtog forældrenes gård. Det betyder, at han er til en årlig eksamen i banken.

- Når jeg er til regnskabsmøde med banken, får jeg at vide om jeg har klaret det godt nok. Det er banken, der bestemmer, om jeg får lov til at være ”ansat” næste år. Jeg har kun en bevilling for ét år ad gangen.

- Og det er jo problemet, når man starter forfra som ung landmand, at en ejendom koster så mange penge, at uanset hvor meget man har sparet op, så vil det kun være en ubetydelig lille del af den samlede pris på hele virksomheden.

Der er frisk mælk til morgenmad på kontoret og der er nok at tage af. Køerne på Vedagergaard producerer 400 millioner liter mælk om året.Foto: Lasse Olsson

380 malkekøer

Jacob Serups gård er cirka dobbelt så stor, som et dansk gennemsnitslandbrug med køer. Han har 380 malkekøer og omsætter for 15 millioner kroner om året.

- Hvis det skulle have været rigtig godt, skulle jeg have sparet 15 millioner kroner sammen, inden jeg startede, og det kunne jo ikke lade sig gøre, som han siger med et stort smil.

- Jeg er en slags bestyrer. Jeg vil gerne tænke, at gården er min, men det er jo kun en meget lille del af den, der er min. Resten ejer banken.

- Vi har lavet en plan for, hvad målet med driften er og jeg aflægger regnskab til banken hver tredje måned. Men det er mit ansvar, hvordan jeg når derhen. Det kommer der ingen og blander sig i. Hvis jeg vil malke mine køer tre gange om dagen og fodre dem helt vildt, eller måske vælge at spare penge ved ikke at købe kraftfoder, det bestemmer jeg fuldstændig selv. Og det er en utrolig stor frihed for mig, at der ikke er nogen, der blander sig i, hvordan jeg når i mål, siger Jakob Serup.

Der skal tales meget i telefon, for når man driver et stort landbrug afhænger indtjeningen i høj grad af om man får købt og solgt på de rigtige tidspunkter. Foto: Lasse Olsson

Hav et mål og en plan

Til andre, der står foran at skulle generationsskifte har han nogle gode råd.

- Det vigtigste er, at man skal starte med at bestemme, hvad det er man vil. Man skal have et mål og en plan og man skal bestemme sig for, hvilke kriterier, man vil have opfyldt.

Jacob Serup formulerede sammen med sin kone fem punkter, som var ufravigelige. De drejede sig blandt andet om, at der skulle bygges en ny kostald, som havde plads til endnu flere køer og til at to ansatte kunne malke samtidig.

Det handlede også om, at de ville have et landbrug med flere ansatte, så der blev mulighed for at Jacob kunne holde ferie med familien og have friweekender.

- Det er meget lettere at tiltrække medarbejdere, når der er andre at arbejde sammen med om for eksempel malkning. Der er ingen der gider stå alene i et hul i en kostald og malke, siger Jacob Serup med et smil.

Andre krav gik på at opdele økonomien, så Jacobs kone ikke kunne komme til at hæfte for en eventuel gæld i gården.

- Når man står overfor den store beslutning om at generationsskifte, er mange parate til at sige ja til hvad som helst, fordi de pludselig er så tæt på at komme i mål med deres drøm. Men gør man det, vil jeg sige, at man har tabt på forhånd, siger Jacob Serup og fortæller videre, at hvis man ikke har nogle grænser, så vil man gentagne gange blive mødt med noget, som man synes ikke er helt ok, men man sagde jo ja, sidste gang, så det gør man nok igen.

Derfor er det i forbindelse med generationsskifte ligeså vigtigt at finde ud af, hvad man IKKE vil være med til.

Hverdagen

Man skal holde af hverdagen som landmand. Man skal også kunne lide at arbejde i weekenderne og ikke vælge et liv som landmand, fordi man vil have råd til at tage på jordomrejse, mener gårdejeren på Vedagergaard.

Der er meget arbejde, når man har sin egen gård.

- Der er mange, der siger, at det at være landmand er en livsstil, men det synes jeg er et farligt udtryk, for vi skal ikke bare gøre det, fordi vi synes det er sjovt. Man skal have noget ud af det. Hvis man vil arbejde gratis kan man finde lettere måder at få sin hverdag til at gå på end ved at være landmand, slutter Jacob, inden han sætter sig op i traktoren for at hente halm hjem til dyrene.

Læs videre på de næste sider, hvor vi i ord og billeder fortæller om en dag i Jakob Serups liv som landmand

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce