Annonce
Tønder

Landmand fra Tønder indstillet til fornem filmpris

Peter H. Tygesen har spillet dilettant som ung, men havde sin spillefilms-debut i Frelle Petersen prisbelønnede film "Onkel". Nu er den 65-årige landmand fra Tønderegnen indstillet til en Bodil. Foto: Jacob Schultz
Peter H. Tygesen, der spiller onklen i Frelle Petersens prisbelønnede film "Onkel", er indstillet til en Bodil for bedste mandlige birolle. Filmen har nu fire Robert- og tre Bodil-nomineringer.
Annonce

TØNDER: - Det havde jeg ikke lige set komme.

Sådan lyder - på klingende sønderjysk - den spontane reaktion fra Peter H. Tygesen, Emmerske ved Tønder, efter at han fredag middag fik nyheden om, at han er indstillet til en Bodil.

Peter H. Tygesen spiller rollen som onklen i Frelle Petersens prisbelønnede film "Onkel", og i mandags modtog filmen fire Robert-nomineringer. Fredag fulgte yderligere tre nomineringer til en Bodil.

Bodil-nomineringerne gælder kategorierne bedste film (instruktør Frelle Petersen), bedste kvindelige hovedrolle (Jette Søndergaard) og så altså bedste mandlige birolle til Peter H. Tygesen.

Den 65-årige landmand fra Tønder-egnen er eneste fuldblods-amatør blandt de indstillede i sin kategori.

Som ung spillede han en del dilettant, men i sit voksne liv har han hverken stået på de skrå brædder endsige stået foran et kamera.

Bodil og Robert

En Bodil-statuette er Danmarks ældste filmpris og uddeles af Danske Filmkritikere. Prisen er opkaldt efter de to store danske skuespillerinder Bodil Ipsen og Bodil Kjer. Den blev første gang uddelt i 1948.

Robert filmprisen uddeles af Danmarks Film Akademi. Robert-priserne er udtryk for branchens anerkendelse af kollegernes indsats. Prisen blev uddelt første gang i 1984 og er opkaldt efter statuettens skaber, skulptøren Robert Jacobsen.

Annonce

Op imod "Anden"

I sin kategori er Peter H. Tygesen blandt de fem indstillede blandt andet op imod Gustav Lindh (filmen "Dronningen") og Anders "Anden" Matthesen (De frivillige).

Hvordan chancerne står, har Peter H. Tygesen som debutant i filmbranchen og uden regelmæssige biograf-besøg umiddelbart svært ved at vurdere.

- Anders Matthesen? Nej, det siger mig ikke rigtig noget.

Sammen med det øvrige hold bag filmen ser Peter H. Tygesen nu frem til at deltage i hele to filmfestaftener.

Den 26. januar gælder det Robert-uddelingen i Tivolis Hotel- og Congresscenter, og den 29. februar venter så Bodil-gallashowet på Folketeatret.

På den røde løber: Peter H. Tygesen og resten af filmholdet deltog i galla-premieren i Tønder den 4. november. Til venstre ses hovedrolleindehaver Jette Søndergaard, der både er nomineret til en Bodil og en Robert. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce