Annonce
Varde

Landmand indgiver konkursbegæring mod sig selv: Endnu et mælkebrug i alvorlige økonomiske vanskeligheder

Kvæggården er nu under konkursbehandling. Foto: Google Street View
En del mælkeproducenter har det svært i øjeblikket. Konkursbo undersøger nu mulighederne for et salg af gård ved Ansager.

Ansager: Landmand Per Due Rasmussen har selv indgivet en konkursbegæring, og fredag i sidste uge blev hans mælkeproduktion ved Ansager taget under konkursbehandling af Skifteretten i Esbjerg.

Skifteretten vurderer, at gården er insolvent - altså ikke kan klare udgifterne. Derfor er betingelserne for konkursbehandling til stede. JydskeVestkysten har søgt aktindsigt i skifteretten.

Det er mælkeproduktion nummer to i Varde Kommune, der er taget under konkursbehandling inden for en periode på mindre end tre måneder. Denne mælkegård er på 80 malkekøer, 80 kvier og har ingen ansatte.

I begyndelsen af november gik en kvæggård med 750 malkekører og 12 ansatte konkurs. Den var altså meget større. Den ligger lidt uden for Fåborg ved Årre.

Hvem kræver konkurs

Morten S. Thomsen er rådgiver og chef for afdelingen kvæg i Sagro, som ejes af jyske landboforeninger. Han oplyser, at der er en svag stigning i konkurser i mælkebrug i øjeblikket på landsplan.

Han udtaler sig ikke om den konkrete sag.

Konkurser landbrug

I det sidste kvartal i 2020 gik 46 landbrug konkurs i Danmark.

I det sidste kvartal af 2019 gik 38 landbrug konkurs.

Der er altså en stigning i den sidste del af året på otte landbrug.

Her er der tale om alle typer landbrug - ikke kun mælkebrug - som i øjeblikket har det svært.

- Hvis en landmand selv indgiver en konkursbegæring, er det typisk, fordi der er opstillet nogle krav fra pengeinstituttet, som ikke kan indfries. Vi ser blandt andet, at der er banker, der øger kravet til solvens og afskrivning. Vi ser eksempler på staldbygninger, der skal afskrives på bare 15 år, siger Morten S. Thomsen.

- Der er også stigende udgifter inden for mælkeproduktion. Især foder er steget i pris. Soya kostede typisk 250 kroner for 100 kg. Nu er prisen 430-450 kroner - altså en meget markant stigning . Raps er steget med 25-30 procent, oplyser Morten S. Thomsen.

Det er altså prisen på protein, der kan sprænge budgettet på nogle kvæggårde.


Hvis en landmand selv indgiver en konkursbegæring, er det typisk, fordi der er opstillet nogle krav fra pengeinstituttet, som ikke kan indfries. Vi ser blandt andet, at der er banker, der øger kravet til solvens og afskrivning. Vi ser eksempler på staldbygninger, der skal afskrives på bare 15 år.

Morten S. Thomsen, Sagro


På positivsiden er mælkepriserne stabile og højere end tidligere. Majshøsten er gået godt, og det betyder, at foder med energi er relativt billigt, oplyser Morten S. Thomsen.

Konkursbo vil sælge

Advokat Corna Levin Munch er kurator i konkursboet. Hun oplyser, at opgaven i øjeblikket er at få gården sat til salg.

- For den bliver sat til salg, siger Corna Munch.

Arbejdet med at gennemføre et salg kommer til at ske i samarbejde med landmand og kreditorerne, siger Corna Munch.

- Vi undersøger mulighederne for at sælge i fri handel, siger Corna Munch.

Hun kan ikke komme ind på, hvad det er for gældsposter, der betyder, at gården er gået konkurs. I øjeblikket er boet ved at blive gjort op.

JydskeVestkysten har været i kontakt med landmand Per Due Rasmussen, som ikke ønsker at kommentere sagen.

Esbjerg

Udvalg vrager planer for 180 meter høje møller i Tjæreborg Enge: Byråd skal dog træffe den endelige beslutning