Annonce
Vejen

Landmand opgiver strid om Skovgårdsvej: - Min retsbevidsthed er krænket

Landmanden Martin Lund Madsen opgiver kampen mod Vejen Kommune, efter at Vejdirektoratet onsdag formiddag gav Vejen Kommune medhold i, at byrådets beslutning om en ny ekspropriation er efter bogen. Arkivfoto: Steen Rasmussen
Martin Lund Madsen mener, at den enkelte borger er chanceløs, når modstanderen er det offentlige.

I mere end fire år har han kæmpet indædt for sin ret. Men nu kaster landmanden Martin Lund Madsen håndklædet i ringen og opgiver sagen om Skovgårdsvej mod Vejen Kommune.

- Den enkelte borger er chanceløs, når det offentlige system er modstanderen, siger landmand Martin Lund Madsen i en kommentar til Vejdirektoratets afgørelse, der stadfæster Vejen Kommunes ekspropriation af dele af Martin Lund Madsens marker til anlæg af en offentlig vej.

Martin Lund Madsens virksomhed, Ny Endrupholm, fik i sin tid medhold i Højesteret for, at ekspropriationen til anlæg af en vej var ulovlig. Vejen Byråd beslutttede dog at gennemføre gennemføre en ny ekspropriation efter vejloven. Det klagede Martin Lund Madsen over, men nu har Vejdirektoratet i en afgørelse givet kommunen medhold.

- Som borger i et retssamfund forventer man, at myndighederne følger Højesterets afgørelse. Men i Danmark kan myndighederne åbenbart vælge at gennemføre det samme indgreb en gang til blot med henvisning til en anden paragraf og så gennemtrumfe det over for borgeren, fastslår Martin Lund Madsen i en pressemeddelelse.

Han føjer til: - Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet, som nu giver medhold hos Vejdirektoratet. Jeg må konstatere, at borgere i Danmark ikke har en chance mod systemet, selv ikke, hvis man får medhold i Højesteret. Derfor vælger jeg nu at stoppe sagen, så jeg igen kan koncentrere mig om at drive mit landbrug.

Martin Lund Madsen håber, at den kamp, han har ført ved domstolene og forskellige ankeinstanser, har åbnet politikernes øjne for, at noget er helt galt i Danmark, når det gælder borgernes rettigheder i forhold til det offentlige.

Annonce

Det krænker min retsbevidsthed, at Vejen Kommune nægter at følge højesteretsdommen og i stedet bruger millioner af skattekroner til advokater for at finde en anden paragraf i systemet.

Martin Lund Madsen

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Palle og de udstoppede fugle

Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce