Annonce
Livsstil

Landsbyfællesskabet Ølsted fejrer 30-års jubilæum

Anja Grage har været forstander for Landsbyfællesskabet Ølsted i snart 20 år. I år kan stedet fejre 30-års jubilæum. Her sidder hun en stuen på bostedet Elmehøjen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Landsbyfællesskabet Ølsted for udviklingshæmmede i Broby på Fyn kan i år fejre 30-års jubilæum. Her går og bor også STU-elever. Siden grundlæggelsen i 1989 har pædagogikken været baseret på Rudolph Steiner-principper. Det handler basalt set om et menneskesyn, hvor krop, sjæl og ånd hænger sammen.

I et gammelt enkesæde i Broby ligger Elmehøjen. Det er godt nok lang tid siden, det store hus har huset en enke, for stedet er en del af Landsbyfællesskabet Ølsted, som i 30 år har dannet ramme om et bofællesskab for udviklingshæmmede børn, unge og voksne. Elmehøjen er et af tre bosteder og huser også en STU. Her har 12 beboere hjemme. Ud af dem er fire STU-elever. Men først og fremmest er Elmehøjen et hjem. I køkkenets kælder står der blomsterbuketter på bordet, og her bliver tilberedt hotdogs efter ønske fra en af beboerne, der har fødselsdag. Forstander gennem næsten 20 år, Anja Grage, viser ovenpå i herskabsstuen. I den ene side står et klaver ved siden af et sofahjørne, mens trægulvet i den anden side er blottet.

- Beboerne har bestemt indretningen. På den måde kan de tage sofapuderne ud på gulvet om aftenen, hvor de hygger og leger, fortæller hun om, hvad beboermøder kan føre med sig af medbestemmelse.

Annonce

Elmehøjen

Elmehøjen er et af tre bofællesskaber i landsbyfællesskabet Ølsted, som er et fællesskab for udviklingshæmmede børn, unge og voksne.

Elmehøjen tilbyder også STU.

På Elmehøjen er der plads til 14 udviklingshæmmede børn og voksne.

Med overtagelsen af et nyt hus får Landsbyfællesskabets bosteder Elmehøjen, Sophiagård og Midgård plads til i alt 36 beboere.

En gruppe af de unge går på STU i Ølsted. Her får de undervisning og arbejder med forskellige praktiske projekter.

De har blandt andet botræning, hvor de øver sig i at blive voksne ved blandt andet at vaske tøj, lave mad og gøre rent. Her er også fokus på at samarbejde og være en del af en gruppe.

Det er muligt at bo på Elmehøjen, mens man går på STU, men eleven kan også være tilknyttet uden at bo der.

I undervisningen tilbydes fag som dansk, naturfag, maling, musik og bevægelse.

For STU-elever på Elmehøjen er det muligt at komme i praktik i landsbyfællesskabets værksteder: Landbrug med dyrehold, økologisk bageri, væveværksted, lysdypperi, filteri, mosteri, brændekløveri og køkken.

Adressen er Ølstedgårdsvej 7+9, 5672 Broby.

Læs mere på if-oelsted.dk.

Et hjem

Det er afgørende på Elmehøjen, at stedet føles som et hjem for dem, der bor der. Beboerne er det, man i fagsprog kalder psykisk udviklingshæmmede med mobilitet. De har ikke et fysisk handicap, men har stadig svært ved at klare sig selv. På Elmehøjen kan de få den støtte, de har brug for.

- Det handler om at skabe familiære rammer med et trygt miljø, hvor man ikke bliver alene. Her kan beboerne for eksempel besøge og gå til fødselsdage hos hinanden, fortæller forstanderen.

Den holdning er baseret på Rudolph Steiner-pædagogik, som Landsbyfællesskabet Ølsted er bygget på. Det begyndte allerede i 1989, da det hele tog form på Knolden i Faaborg. Det var først senere, det blev til Landsbyfællesskabet Ølsted i Broby.

- Nogen bliver forskrækket, når de hører om Rudolph Steiner-pædagogik. De tror, det er en sekt. Det er det overhovedet ikke. Det er et menneskesyn, der handler om, at krop, sjæl og ånd hænger sammen, forklarer Anja Grage.

Rudolph Steiner sammenligner det med en handske, som man tager på. På de fleste mennesker passer den, men på andre sidder den lidt skævt.

- Det forsøger vi at udligne, men velvidende at vores beboere ikke bliver som andre. Ikke desto mindre er det en fornøjelse, når de rykker sig, og tit er det mere et spørgsmål om at vedligeholde deres evner. Her lærer man om livet og nærmer sig det normale. Så kan man selvfølgelig tage en lang filosofisk snak om, hvad der er normalt, fortæller hun.

Fællesskab og rytme

Forudsigelighed og rytme er også vigtigt. Derudover er beboerne med i alle dagligdagsopgaver, og hvert år fejres alle højtider på kryds og tværs af bostederne og der afholdes en kulturuge. I år var temaet sanserne. Beboerne var med til at bygge hængekøjer og vindspil, som er blevet flittigt brugt henover sommeren. I landsbyfællesskabet er der også forskellige værksteder inden for urter, æblemosteri, lys, filt, væveri, bageri og et landbrug.

- Det er et fællesskab og en værdi for beboerne at være med fra jord til bord, fortæller Anja Grage.

I forbindelse med landbruget er der også køer, kaniner, kat, får, klappegrise.

- At have med dyr at gøre, gør noget godt for følelsen af relation. Det at fodre, hente æg og bidrage er en rar følelse af at gøre noget for andre, tilføjer hun.

I Landsbyfællesskabet Ølsted kan beboerne bo, indtil de er 80 år. Lige nu er den ældste beboer 56 år.

- Vi har alle brug for et fællesskab. Samvær med andre. Jeg har ikke oplevet nogen udviklingshæmmede, som ikke har behov for det. Her er altid nogen at snakke og hygge med.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce