Annonce
Varde

Landsbyfirma scorer kæmpe ordre i Norge: Vi får rekordår

Jon Vørts med medarbejderne Gitte Mose, Karina Nielsen, Jon Sørensen og Steen Rasmussen. Foto: Morten Nielsen
Firmaet Pro-Pipe Norway er ikke så norsk, som det lyder. Det har hjemmebane i vestjyske Alslev, men får travlt i Stavanger.

Alslev: Der skal lægges mange fjernvarmerør i norske Stavanger, og det luner i vestjyske Alslev. Selv om firmaet, der har fået en kæmpe ordre, hedder Pro-Pipe Norway, så er der tale om et dansk firma, som ligger i landsbyen lidt syd for Varde. Det er ejet af et holdingselskab, Pro-Pipe, som er grundlagt i 2006 af direktør Jon Vørts, 45 år.

- Vi har fået en ordre på 60 millioner norske kroner i Stavanger, siger Jon Vørts. Beløbet svarer altså til 40-50 millioner danske kroner.

Selv om rørene bliver lagt i Norge, så er der en del arbejdspladser i projektet. Hjemme i Alslev er der blot fem arbejdspladser, mens cirka 25 håndværkere ansat af Pro-Pipe sørger for, at der leveres og installeres præsolerede rør.

- De fleste af vore håndværkere er danskere, vi har dog også nogle østeuropæere ansat, siger Jon Vørts, som aldrig har overvejet at flytte firmaet til Norge, selv om af firmaets opgaver mestendels er der.

- Norge er jo et stort land. Vi bruger Skype, når vi kommunikerer. Det skulle vi alligevel, siger Jon Vørts.

Annonce

Stor omsætning

  • Pro-Pipe har typisk en omsætning på 40 millioner kroner om året, og det havde firmaet også i de dårlige år.
  • Det var blot sværere at tjene penge, da markedet gik ned i Norge, og der var etableringsomkostninger i Danmark.

Dansk islæt

Firmaets 30 håndværkerbiler er da også på danske nummerplader, selv om de meget af tiden er i det store naboland mod nord.

Pro-Pipe lå i de første år i Esbjerg Ø, men rykkede for fem år siden til Alslev ind i en tidligere vvs-virksomhed. Jon Vørts ejer i dag 51 procent af firmaet, idet han fra årsskiftet fik en partner, Sten Bengtsen, som ejer den resterende del.

Tidligere har firmaet haft ordrer af en tilsvarende kaliber i Norge, men i de seneste to år svigtede det norske marked. Det betød, at Pro-Pipe gik ind i Danmark, men der har været en del omkostninger, som betød, at der var underskud og at firmaet havde spist betænkeligt meget af egenkapitalen ved udgangen af 2018.

Derfor er den store ordre i Stavanger fra energiselskabet Neo Lyse meget vigtig for firmaet.

- Allerede nu tegner 2019 til at blive et rekordår for os, siger Jon Vørts.

Det betyder ikke, at der ansættes flere i Alslev, men det betyder naturligvis, at arbejdspladserne ikke er i fare. Til gengæld skal der muligvis ansættes flere i Norge.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Gratis: Hyggeaften hos Hr. P

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Team Esbjerg

Dagens gode nyhed: Esbjergs håndbolddronnning laver ny aftale - derfor forlænger Estavana Polman

Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Annonce