Rødekro: Erfaringer fra et langt håndboldliv på absolut topplan skal nu tilflyde talenterne i Rødekro-Aabenraa Håndbold. Den tidligere landsholdsfløj og ligatræner Lars Rasmussen tilknyttes Sports Akademi Rødekro-Aabenraa.
Det nyetablerede sportscollege på Borgmester Finks Vej i Aabenraa har indgået et samarbejde med Lars Rasmussen for at skubbe talenterne frem i forreste række til SønderjyskE Damehåndbold.
- Vi skal have en lidt kendt person, der kan være en del af det, og Lars Rasmussen har rigtig god trænererfaring. Både fra ligaherrerne i Kolding, et damehold i Ungarn og et damehold i Ringkøbing, ligesom han har været med til at etablere et håndboldcollege i Horsens, siger Erik Skov, der er formand for Rødekro-Aabenraa Håndbold.
- Han (Lars Rasmussen, red.) bliver den sportsligt ansvarlige for Rødekro-Aabenraa Håndbold, tilføjer Erik Skov.
En gang hver eller hver anden uge skal Lars Rasmussen stå for træningen af Rødekro-Aabenraa Håndbolds U17- og U19-hold.
De vil længere omkring
Men det slutter ikke her. Håndboldsamarbejdet vil nemlig dække Sønderjylland bedre ind. En gang om måneden vil man samle områdets største talenter til fællestræning med Lars Rasmussen i front.
Og det har flere årsager.
- Det er også tanken, at vi kan holde de bedste kvindelige håndboldspillere ”hjemme” i Sønderjylland og måske tiltrække et par spillere, som senere kan være parat til 1. division, siger Erik Skov om aftalen med Lars Rasmussen, som foreløbig gælder for et år.
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Lars Rasmussen trods flere forsøg, men i en præsentationsvideo fortæller han lidt om sin baggrund for aftalen med det nye sportscollege.
- Jeg er kommet tilbage til det, jeg kalder det fede arbejde, som er talentudvikling og arbejdet med unge mennesker, siger Lars Rasmussen.
- Det, jeg gerne vil opnå i samarbejde med Rødekro-Aabenraa Håndbold, er at skabe nogle forhold og faciliteter, der er, som de skal være, slår han fast.
Erik Skov, formand Rødekro-Aabenraa HåndboldHan (Lars Rasmussen, red.) bliver den sportsligt ansvarlige for Rødekro-Aabenraa Håndbold.