Annonce
Indland

Landsret skærper straf for trusler mod Zenia Stampe

ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En højreaktivist offentliggjorde i 2017 en video, hvor han satte ild til et portræt af folketingspolitiker.

En 38-årig mand er onsdag ved Vestre Landsret blevet idømt et års fængsel i en sag om trusler mod folketingsmedlem Zenia Stampe (R).

Det er en skærpelse af den straf, som manden fik ved Retten i Viborg sidste år. Her blev han idømt ti måneders fængsel.

Foruden trusler er han kendt skyldig i en lang række forhold om blandt andet indbrud, narkobesiddelse og bedrageri.

Den del af sagen, der handler om trusler, udspringer af en video, som manden lagde ud på sin Facebook-profil i sommeren 2017.

I optagelsen trampede han på og satte ild til et skilt med portrætter af Zenia Stampe samt to personer fra et venstreorienteret miljø.

I videoen sagde manden:

- Vi mener sådan set, at I alle sammen skulle brænde op i helvede, så vi hjælper bare lidt til.

- Vi glæder os til at se jer og trampe jer i hovedet.

Manden er selv medlem af Danmarks Nationale Front, som er en organisation på den yderste højrefløj.

Han ankede dommen fra Retten i Viborg sidste år til frifindelse, mens anklagemyndigheden ankede til landsretten i håb om, at der ville ske en skærpelse af straffen.

Det er ikke første gang, Zenia Stampe er offer i en sag om trusler.

I oktober blev en 39-årig mand idømt 40 dages fængsel ved Retten i Næstved. Baggrunden var, at han i en besked til Zenia Stampe på Instagram havde skrevet:

- Du burde have sparket dit hoved i stykker, din skidne landsforræder.

I 2017 behandlede Retten i Næstved en anden sag om trusler mod folketingspolitikeren.

Her blev en 61-årig kvinde idømt 60 dages betinget fængsel, fordi hun i en Facebook-gruppe havde skrevet, at Zenia Stampe skulle aflives.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

55 til 80 ejendomme risikerer at skulle lade livet ved ny Hærvejsmotorvej

Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Annonce