Annonce
Sport

Landstræner med respekt for Island: De kommer tilbage blandt de bedste

Landstræner Nikolaj Jacobsen advarede om en farlig åbningskamp, inden han og EM-truppen fredag tog turen fra København til Malmø. Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen advarer om et nyt EM-gruppespil, der ikke levner plads til sløseri mod et islandsk landshold, som han mener arbejder sig tilbage mod verdenstoppen.
Annonce

ÅBNINGSKAMP: Nikolaj Jacobsen gentager det gerne.

Den danske landstræner fastholder, at Danmark ikke kan bade sig gennem det indledende EM-gruppespil, som danskerne lørdag aften åbner mod Island, der sammen med Danmark, Ungarn og Rusland kæmper om to pladser i mellemrunden.

- Jeg har jo været ude at advare alle – både jer og mine spillere – om, at det her modus skal man tage alvorligt. Det bliver ikke bare sådan lige, og kommer man skidt fra start, kommer man under pres. Det er nogle gange ikke altid det nemmeste at spille under. Der er ingen tvivl om, at det er et nyt modus, som kommer til at kræve en masse af os. Også oppe i hovedet, siger Nikolaj Jacobsen.

Danmark er EM-favorit, men skal den status bevares, kræver det tre indledende sejre, så danskerne får fire point med over i mellemrunden, hvor to hold fra den danske gruppe parres med fire stærke hold fra to andre grupper. Det kan eksempelvis blive Frankrig, Norge, Sverige og Slovenien, der skal kæmpe mod Danmark og Island om blot to billetter til semifinalerne i Stockholm.

Den endelige trup

På fredagens pressemøde ville landstræner Nikolaj Jacobsen ikke afsløre hvilke spillere, der bliver skrevet endeligt ind i EM-truppen. Først fredag aften efter disse linjer blev skrevet, ville han komme med yderligere oplysninger.

Det ligger dog fast, at højrefløjen Johan Hansen bliver gardering for Hans Lindberg, indtil Lasse Svan eventuelt bliver kampklar igen.

Kampen mellem Danmark og Island spilles lørdag klokken 18.15 og kan ses direkte på TV2.

Annonce

Kortene tæt til kroppen

Inden lørdagens nordiske brag i Malmø minder Nikolaj Jacobsen om, at Island har slået både Sverige og Norge i åbningskampe ved de seneste slutrunder, og han mener i det hele taget, Gudmundur Gudmundsson har et stærkt landshold trods mange unge spillere i truppen.

- Det er et godt hold. Jeg ved, Gudmundur slår på, at det er et ungt, fremadstormende hold. Deres startsyver er ældre end vores, så helt unge er de heller ikke. De har en god blanding. Om det bliver denne gang, næste gang eller om et par år, så tror jeg, at Island igen vil komme op og blande sig og være blandt de hold, der har en god chance for at kvalificere sig til nogle semifinaler, vurderer Jacobsen.

Han er ikke i tvivl om, at det bliver et islandsk forsvar i klassisk Gudmundsson-stil, så danskerne skal være oppe på tæerne for at vinde deres direkte dueller.

- Det bliver en kamp, hvor det bliver vilje, og hvem der har de hurtigste fødder. Det bliver en masse mand-mand-dueller, og der er ingen tvivl om, at Island vil gå langt frem i det forsvar, som Gudmundur altid har praktiseret med at have syv-otte sekunder i 6-0 og så gå frem i 3-3-forsvar, siger den danske landstræner, der helt bevidst har undladt at spille samtlige sine kort i træningskampene mod Norge og Frankrig.

Dertil har Jacobsen for stor respekt for sin forgænger på landstrænerposten, som han også mener bringer noget ekstra til lørdagens opgør.

- Det giver historik, og vi skal huske på, at det er en mand, der har vundet OL-guld til Danmark, og det skal vi være taknemmelige for. Det er en dygtig træner, og jeg ved, han er velforberedt og sidder og nørder sig ned i alle mulige detaljer. Det er også derfor, vi ikke har ladet ham få alle informationer i vores to testkampe, understreger Nikolaj Jacobsen.

Annonce
Annonce
Danmark

Opdateret onsdag: 558 nye smittede i Danmark

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Trekantområdet

Forslag til ny bypark byder blandt andet på tobaksplanter, hundeskov og vandhuller med salamandere

Annonce