Annonce
Sport

Landstræneren regner stadig med Mikkel Hansen til EM

Nikolaj Jacobsen ærgrer sig over, at hverken Mikkel Hansen, Toft-brødrene eller Casper U. Mortensen er med til landsholdssamlingen. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen har ikke Paris-stjernen Mikkel Hansen med i denne uges landsholdssamling, men landstræneren regner stadig med den danske stjerne, der er ude med en hovedskade.

LANDSHOLD: Selv om Mikkel Hansen stadig befinder sig hjemme i Paris for at komme sig over en hovedskade, regner landstræner Nikolaj Jacobsen fortsat med, at Hansen kommer sig som forventet og er helt klar til EM i januar.

- Mikkel er i fremgang, og der skulle gerne komme 14 dage nu, hvor Mikkel har et godt forløb, og derefter skulle han kunne spille håndbold igen. Men omvendt er det en hovedskade, og om det tager tre-fire uger eller de to uger, kan jeg ikke sige noget om, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.

Mere ved landstræneren ikke på stående fod, men han er heller ikke så pessimistisk, at han forbereder sig på det værst tænkelige scenarie i forhold til EM-slutrunden.

- Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud. Det er noget, vi er nødt til at evaluere, når Mikkel er kommet i gang igen. Er der nogen problemer, er vi nødt til at tage vores forbehold, men går alt fint, er der ikke noget ved at gøre mere ved det, siger han.

Annonce

Toft-brødre fraværende

Landstræneren ærgrer sig over flere afbud til landsholdssamlingen.

- Jeg ærgrer mig sindssygt over, at Henrik Toft ikke er her, for han har virkelig gjort det godt defensivt i Paris, siger Nikolaj Jacobsen, der også håber, at storebror René Toft vender tilbage i landsholdsregi efter sin lyskeskade.

- Rene er stadig en af de bedste forsvarere, vi har, mener landstræneren.

Han er desuden i tvivl om, hvorvidt Casper U. Mortensen når at blive aktuel til EM. Barcelona-fløjen har været skadet hele året.

- Kommer vi hen i december, så har han ikke spillet håndbold i et år, og så er det ikke sikkert, han når at komme i spil til EM, siger Nikolaj Jacobsen, der har Magnus Bramming i truppen som gardering for THW Kiels Magnus Landin.

Danmark spiller Golden League mod Frankrig i Aarhus torsdag klokken 20.15.

Lørdag er der kamp mod enten Spanien eller Norge i Aalborg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce