Annonce
Kolding

Lang næse til støjplagede beboere ved populær badebro: Får ikke noget ud af klage

Badebroen her ved Lyshøj Allé i Strandhuse er blevet enormt populær for alle mulige borgere, siden den blev indviet - men for nogle af beboerne i området er den også blevet en plage. Arkivfoto: Jakob Schultz
Der skal være plads til alle ved Koldings strande, også ved badebroen i Strandhuse. Derfor er et ønske fra grundejerforeningsformænd om totalt musikforbud nu afvist.
Annonce

Kolding: Nu får nogle af beboerne nær badebroen i Strandhuse sig en kæmpe skuffelse - nærmere bestemt dem, som har gået rundt og håbet på, at Koldings politikere vil sætte en stopper for, at unge mennesker kan opholde sig ved badebroen for enden af Lyshøj Allé og spille musik på trådløse højttalere og soundbokse i aftentimerne.

Efter at formændene for de tre grundejerforeninger i området, Terrasseparken, Lyshøj Allé og Alfabo, sidste sensommer henvendte sig til Kolding Kommune med en fælles klage over, at de "desværre igen i år har været voldsomt generet af unge mennesker og og deres meget støjende musik", så er deres ønske om et totalt forbud mod musik i alle døgnets 24 timer blevet afvist.

I stedet fastholder politikerne i klima- og teknikudvalget med få ændringer det nuværende ordensreglement. Det foreskriver, at det er forbudt at optræde støjende på badebroen og på stranden efter klokken 22.

Fremover gælder den regel også oppe på p-pladsen, og formuleringen præciseres til at omhandle "støjende aktiviteter/unødig støj - herunder støjende musik". Desuden udvides tidsrummet, hvor musik er accepteret, om fredagen og lørdagen til klokken 23. Meningen er, at ordningen skal evalueres i sensommeren 2020.

17 gange

  • Sidste sommer blev politiet tilkaldt til badebroen ved Strandhuse 17 gange på grund af støj.
  • I august skrev formændene for grundejerforeningerne Terrasseparken, Lyshøjallé og Alfabo samt en repræsentant for nogle beboere på Fjordvej til borgmester Jørn Pedersen med en klage over støjen fra broen forårsaget af "forholdsvist få, som ødelægger dage/aftener/samt nætter for mange hundrede beboere og tyranniserer et stort boligområde", som de skrev.
  • De bad kommunen forbyde musik og anden støjende adfærd på badebroen og de tilstødende arealer i alle døgnets timer.
  • Nu er sagen afgjort i teknik- og klimaudvalget, og ønsket er afvist.
Annonce

Plads til alle

Formand for teknik- og klimaudvalget Jakob Ville (V) fastslår, at "der er nogle i området, som er enormt generede af de unges fester ved badebroen".

- De der soundbokse kan spille enormt højt, og lyden kan køre rundt i området, så det kan være urimeligt højt. Derfor har der været en snak om, at man helt skulle forbyde musik.

- Men dér har vi i udvalget sagt, at der skal være plads til alle. Vi har alle været unge. Men selvfølgelig må man ikke genere andre med at spille urimeligt høj musik, siger Jakob Ville.

Så beboerne i området må finde sig i unødig støj og støjende aktiviteter frem til klokken 22 og 23 på fredage og lørdage?

- Nej, nej, nej. Man skal altid overholde de almindelige ordensregler, som gælder overalt i det offentlige rum. Men vi siger, at hvor der er en strand, der er der også liv, og de unge skal jo være et sted. Men fra klokken 22 og 23 skal der være helt ro.

Annonce

Ganske få

Jakob Ville fastslår, at han "fuldt ud anerkender, at der har været situationer, hvor det har været for meget".

- Men ønsket om, at der lukkes helt ned for musik kommer fra nogle ganske få.

- Langt de fleste siger faktisk, at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at stramme for meget op. For det skal være sådan, at folk kan opholde sig ved broen og hygge sig også i de lyse sommeraftener og herunder høre musik. Men det skal selvfølgelig altid foregå ordentligt og i respekt for andre - og det er politiet, der kan vurdere, når det ikke er overholdt, siger Ville.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce