Annonce
Erhverv

Lars Larsen bliver bisat torsdag tæt på sit hjem

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Bisættelsen af Lars Larsen bliver torsdag fra Sejs-Svejbæk Kirke tæt ved Silkeborg.

Erhvervsmanden Lars Larsen bliver bisat torsdag klokken 14 fra Sejs-Svejbæk Kirke.

Det oplyser Jysk til Midtjyllands Avis.

Kirken ligger få hundrede meter fra Lars Larsens hjem i Sejs-Svejbæk, der er en forstad til Silkeborg.

Alle er velkommen til at møde op i kirken, fortæller bedemand Gert Kristoffersen fra Resenbro Begravelsesforretning, der skal forestå bisættelsen.

- Det er familiens ønske - og Lars Larsens - at hvis man føler, at man har behov for at tage afsked med Lars Larsen, så er man velkommen.

- Der er i princippet ingen regler for, om man må være i kirken, siger Gert Kristoffersen til Midtjyllands Avis.

Der er plads til omkring 180 personer i kirken, men der forventes at møde flere frem, og der bliver muligvis opsat højttaleranlæg uden for kirken.

Allerede tirsdag vil der blive oprettet en mindeplads tæt på Lars Larsens gravsted, hvor der vil være mulighed for at lægge blomster. Det fortæller kirkegårdsleder Jens Skovbjerg Hansen til Midtjyllands Avis.

Flere har nemlig spurgt til muligheden for at lægge blomster for at mindes Lars Larsen.

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.

I juni trak han sig fra bestyrelsen i Jysk, som han stiftede i 1979 og siden er blevet til en verdensomspændende koncern med 2800 butikker i 52 lande.

Sønnen Jacob Brunsborg overtog posten som bestyrelsesformand i Jysk.

Han har haft flere forskellige roller i Jysk, blandt andet indkøbsdirektør og brand director. Hans søster har derimod ikke haft meget med koncernen at gøre.

Lars Larsen efterlader sig sin kone, Kristine, to børn og fire børnebørn.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Billund

Gratis: Hyggeaften hos Hr. P

Leder For abonnenter

Naturligvis har bro følger

Før etableringen af den faste forbindelse over Storebælt var den ingen ende på bekymringerne. Fisk, fugle og pattedyr ville blive truet, måtte man dengang forstå. Efter hensynet til samfundets interesser samt følgerne for flora og fauna blev holdt op mod hinanden, blev bro og togtunnel alligevel bygget. Som bekendt gik verden ikke under. Nu foreligger en rapport om de naturmæssige konsekvenser af en bro mellem Als og Fyn. Vurderingen blev udarbejdet i januar, men er først nu offentliggjort. Forklaringen på forsinkelsen er ukendt, men måske har Vejdirektoratet slet og ret skammet sig over konklusionens banalitet. Broen vil medføre uoprettelig påvirkning af natur og dyrelivet både i anlægs- og driftsfasen. Naturen vil blive påført skader, der ikke kan gøres om, vurderer specialisterne således. Og ja, det er givetvis korrekt. Sådanne konsekvenser ligger i anlægsarbejders natur. Selv en mindre cykelsti forandrer landskabet for bestandigt. Musereder bliver ødelagt, frøer fordrevet og regnormene kan ikke længere komme op. Men skulle man af den grund undlade at sikre børns liv og førlighed på skolevejen? Svaret giver vist sig selv. Naturligvis er sammenligningen sat på spidsen og konsekvenserne af et brobyggeri ulig større end følgerne af en cykelsti. Men der kan alligevel drages nogenlunde ens konklusioner. Fordele og ulemper skal afvejes. Vi skal passe på vores miljø – ikke mindst når der er tale om et sårbart område som farvandet mellem Als og Fyn. Vil byggeri og drift have katastrofale konsekvenser for naturen, må planerne opgives. Broen skal heller ikke etableres, hvis det ikke giver overordnet mening økonomisk og samfundsmæssigt. Til gengæld skal der bygges, hvis hensynet til vores fælles bedste taler for det, og der ikke er udsigt til virkelig alvorlige skader på omgivelserne. Vi må ikke ende samme sted, som vores naboer mod syd, hvor naturklager kan forsinke etableringen af vigtig infrastruktur i år eller nogle gange ligefrem årtier.

Team Esbjerg

Dagens gode nyhed: Esbjergs håndbolddronnning laver ny aftale - derfor forlænger Estavana Polman

Sydjylland

Små handelsskoler risikerer at miste udkantstilskud: Nu står flere til at gå i minus

Annonce