Annonce
Indland

Lars Larsen startede karrieren som rullende gardinmontør

Lars Larsen fotograferet i januar 1988. Foto: Ulrich Borch/Ritzau Scanpix
Lars Larsen stiftede selskabet Jysk. Han havde ikke meget som barn, men skabte formuen med sin dyneforretning.

Han var stifter af boligkæden Jysk, der består af flere tusind butikker verden over, men Lars Larsen betegnede ofte sig selv mere ydmygt under titlen købmand.

Mandag er han afgået ved døden. Han blev 71 år.

I modsætning til mange andre rigmænd arbejdede han sig op fra bunden - eller fra ladet af en væltet lastbil, kunne man sige.

Lars Larsen startede sin karriere som rullende gardinmontør, før han blev afdelingsleder i dyne- og madrasafdelingen i den nordjyske forretning, han arbejdede for.

Da han en dag fik nys om, at en lastbil var væltet med et læs springmadrasser, opkøbte han straks det beskidte parti og rykkede en annonce i lokalavisen.

"LASTBIL VÆLTET – varer for 100.000- beskadiget", stod der.

Og partiet blev revet væk.

Den form for købmandskab har kendetegnet Lars Larsen, siden han i 1979 gik solo og åbnede "Jysk Sengetøjslager" på Silkeborgvej i Aarhus. Han har ikke tilbragt livet med hænderne i skødet.

- Man kommer ingen vegne ved at hvile på laurbærrene, så jeg foretrækker altid at se fremad og sætte nye, ambitiøse mål, sagde han, da han i 2018 fyldte 70 år.

Lars Kristinus Larsen blev født 6. august 1948 i den midtjyske by Arnborg, voksede op i Thy og boede de sidste år af sit liv i Silkeborg.

Hans far døde få måneder inden Lars Larsens fødsel, og moren var derfor alene med den nyfødte og hans tre ældre søskende.

Lars Larsen efterlader sig kone, to børn - en søn og en datter - og fire børnebørn.

Sønnen Jacob Brunsborg overtog posten som bestyrelsesformand i Jysk i juni.

Jacob Brunsborg har haft flere forskellige roller i Jysk, blandt andet indkøbsdirektør og brand director. Hans søster har derimod ikke haft meget med koncernen at gøre.

Jysk-konsortiet har Lars Larsen afvist at slippe grebet om selv efter sin død.

Han har ifølge B.T. skrevet ind i sit testamente, at arvingerne ikke må sælge Jysk, som skal gå i arv fra generation til generation.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce