Annonce
Kultur

Lars Mikkelsen lægger stemme til: Usynligt teater om at flygte og finde hjem

Langs Svendborg Sund kan man fra 11. oktober opleve lydfortællingen "Sundets Stilhed". Det er byens lokale teater, Baggårdteatret, der står bag lydfortællingen, som de kalder usynligt teater, da der hverken er teatersal, scenografi eller skuespillere. Den usynlige teaterforestilling består af seks kapitler, hvoraf det ene er skrevet af den lokale forfatter Josefine Ottesen, der står her sammen med teaterdirektør Jakob Bjerregård Engmann. Hendes del af historien indleder fortællingen, som leder publikum ud til Brechts hus i udkanten af Svendborg. Foto: Katrine Becher Damkjær
Seks sydfynske forfattere, en af Danmarks mest kendte stemmer og en seks kilometer lang rute langs Svendborg Sund. Det er rammerne om den ellers usynlige teaterforestilling "Sundets Stilhed", hvor teatersal, scenografi og skuespillere er droppet til fordel for fortælling, fantasi og naturlige omgivelser. Baggårdteatret i Svendborg har 11. oktober premiere på teaterets, og formentlig landets, første usynlige forestilling - en to timer lang lydfortælling, hvor publikum bliver instrueret fra start til slut.

Det er en velkendt stemme, der guider publikum fra Maritimt Center i Svendborg til gasværksgrunden, hvor man kan skimte fiskerhusene ved vandet.

Lars Mikkelsen, der for nogle år siden fortalte os hele Danmarks historie, lægger stemme til Baggårdteatrets nye usynlige teater: ”Sundets Stilhed”. Han guider, fortæller, læser højt og instruerer publikum til at opleve, lytte og være med i lydfortællingen, der udspiller sig over en to timers lang gåtur fra hjertet af Svendborg til udkanten af byen, hvor man finder Bertolt Brechts hus.

Ved gasværksgrunden skal publikum løfte hænderne og skabe en ramme med fire fingre. I midten af dem er fiskerhusene, som den første del af oplevelsen tager udgangspunkt i. Seks lokalt forankrede forfattere – tre nulevende og tre afdøde – har bidraget med tekster til lydfortællingen.

Josefine Ottesen, børnebogsforfatter og tidligere teaterinstruktør, tager over fra Lars Mikkelsen og læser sin egen tekst op. Publikum går sammen med hendes stemme langs stranden til lystbådehavnen og hører en familiehistorie om flugt og om at finde hjem.

- Da jeg var syv år, overhørte jeg min mor fortælle om sin flugt fra Danmark til Sverige i 1943, og det med at hun skulle ud i en lille båd og sejle over Øresund. Og det mindede fiskerhusene mig om, for det er sådan, jeg har gået og forestillet mig, at der så ud på Nordsjælland, hvor hun blev sendt over. Det tænker jeg på, når jeg går der, men jeg tænker også på, hvad det betyder for et menneske, hvilken fortælling man har om sig selv, siger Josefine Ottesen.

- Min mor var flygtning tre gange. Hun var ungarsk jøde og flygtede fra Ungarn til Tyskland i 20’erne, fra Tyskland til Danmark og senere til Sverige. Og selv om jeg aldrig selv har været flygtning, er jeg vokset op med en fortælling om at være flygtning. Det har præget mig meget. Mit bidrag til ”Sundets Stilhed” handler om, hvor meget af den fortælling, man har om sig selv, er skabt af en selv, og hvor meget er skabt af det miljø, man er vokset op i. Og at det kræver en aktiv indsats at ændre den, hvis man ikke vil lade den styre hele sit liv. Derfor har jeg bestemt, at jeg hører til i Svendborg, selv om jeg ikke har 17 generationer af forfædre liggende på kirkegården. Det er min hjemstavn. Fordi jeg har valgt det, siger forfatteren.

Annonce
"Sundets Stilhed” er et citat fra et Brecht-digt, hvor han skriver om stilheden og skrigene, der er på den anden side af sundet. Han sad i sit hus og kiggede ud over Svendborg Sund og ned mod Tyskland og var hamrende indigneret og provokeret over alt, hvad der skete i hans land. Men også provokeret af stilheden og de glidende sejlskibe i det fredelige vand

Jakob Bjerregaard Engmann, teaterdirektør på Baggårdteatret.

Alle tre nulevende forfattere, der har skrevet tekster til ”Sundets Stilhed”, har skrevet om at flygte fra noget.

- Jesper Wung´-Sung skriver om rodløsheden, som han også har skildret i bogen ”En anden gren” om hans kinesiske oldefar. Michael Josephsen har skrevet åbenhjertigt om at flygte fra sit voldsomme misbrug, men også omfavnelsen af det. Det er kendetegnende for de tre dele af fortællingen, at det er meget personlige tekster, meget nærværende tekster, men også tekster, der på en eller anden måde lander et sted, hvor det handler om erkendelse. Og det kræver erkendelse at nå frem til Josefines (Ottesen, red.) pointe. At man kan ændre sin historie, hvis man vælger at gøre det, siger Jakob Bjerregaard Engmann, teaterdirektør på Baggårdteatret i Svendborg.

Den pointe får man fortalt, mens man sidder på bænken under et træ ved Svendborg Sund og hviler fødderne efter lydfortællingens første etape.

- Et smukt sted til et smukt budskab, siger Jakob Bjerregaard Engmann.

I baggrunden krydser bilerne på broen vandet, og følger man kysten længere end blikket kan, kommer man ud til Bertolt Brechts hus og bænken, hvor lydfortællingen slutter.

Inden da har man bevæget sig ind og ud af digter Michael Josephsens nedtursunivers, romanforfatter Jesper Wung Sungs rodløse søgen, forbi Skt. Jørgens kirkegården, på gåtur med forfatter Tom Kristensen og på gyngetur med Karin Michaelis, der foruden at skrive romaner også hjalp tyskere på flugt inden Anden Verdenskrig – blandt andre dramatikeren Bertolt Brecht, som ”Sundets Stilhed” er opkaldt efter. Han boede og arbejdede i Skovsbostrand ved Svendborg i 1933 til ’39, inden han flygtede videre til Sverige, ligesom Josefine Ottesens mor.

- ”Sundets Stilhed” er et citat fra et Brecht-digt, hvor han skriver om stilheden og skrigene, der er på den anden side af sundet. Han sad i sit hus og kiggede ud over Svendborg Sund og ned mod Tyskland og var hamrende indigneret og provokeret over alt, hvad der skete i hans land. Men også provokeret af stilheden og de glidende sejlskibe i det fredelige vand. Det er en stærk kontrast. Det er også for at understrege, at lydfortællingens tematisk samler sig om, at byen Svendborg er et sted, hvor folk på flugt eller med uro i sig igennem århundrede har slået sig ned og fundet sig til rette, siger Jakob Bjerregaard Engmann.

På en bænk på hjørnet af grunden, hvor Bertolt Brecht boede, ender den seks kilometer lange gåtur og lydfortællingen. Her er der tid til eftertanke og til at skrive til dem ned til efterkommerne, for i et rum i bænken, der er det usynlige teaters eneste scenografi, ligger en bog til netop det.

"Sundets Stilhed"

Baggårdteatrets lydfortælling "Sundets Stilhed" får premiere fredag 11. oktober, men ikke i en teatersal.

Forestillingen kan opleves på en seks kilometer lang gåtur fra Maritimt Center på havnen i Svendborg til Bertolt Brechts hus i Skovsbohuse uden for byen.

Man oplever forestillingen via en app til en smartphone, og iført høretelefoner bliver man guidet gennem turen. Man bliver også instrueret i at kigge den rigtige vej, tage en gyngetur, sætte sig under et træ og meget andet. På den måde bliver lytteren også aktøren i forestillingen. Udover appen får man udleveret et program med kort, information om toiletter undervejs og andre ting, der er godt at vide, som hvor kan man købe en is, og hvor går bussen hjem.

"Sundets Stilhed" krydser sporene på seks sydfynske forfattere. Tre nulevende: Josefine Ottesen, Michael Josephsen og Jesper Wung Sung samt tre afdøde: Bertolt Brecht, Karin Michaelis og Tom Kristensen.

Lydfortællingen er indtalt af skuespiller Lars Mikkelsen (kendt for "Historien om Danmark", "Herrens Veje" og "House of Cards"), der er guide undervejs. De tre levende forfattere læser hver deres egen tekst op undervejs. Fortællingen er også oversat til engelsk og tysk. Den første indlæser Lars Mikkelsen også. Den sidste udgave er indtalt af den tyske skuespiller Tom Wlaschiha (blandt andet kendt fra "Game of Thrones").

Lydfortællingen varer to timer og kan opleves på ubestemt tid efter premieren.

Det vil koste 60 kroner at downloade appen med "Sundets Stilhed".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce