Annonce
EfB

Lars Olsen tester på vital position mod Fredericia

Lars Olsen ser først og fremmest kampen mod Fredericia som en fysisk test, men han fokuserer også på at vinde. - Vi har vundet for lidt i denne sæson, og det skal vi i gang med, siger EfB-træneren. Foto: Christian Nordholt
EfB-træner Lars Olsen giver Viktor Tranberg chancen fra start på midtbanen. To langtidsskadede spillere starter inde mod Fredericia. Yuri Yakovenko stadig ikke helt klar til at spille fra start.

Skulle EfB’s spillere have fået den opfattelse, at alt nu er nogenlunde normalt, fordi det er blevet muligt at træne, som man plejer, og tilmed gennemføre en træningskamp mod Fredericia, blev de revet ud af den vildfarelse efter torsdagens afsluttende træning.

Træner Lars Olsen og sportschef Jimmi Nagel Jacobsen forberedte spillerne på det, der venter fredag, og det indebærer blandt andet, at spillerne torsdag fik deres spilletøj udleveret, så de kan klæde om hjemmefra, når de kommer på banen, skal de gå direkte til deres positioner, ikke noget med at hilse på modstanderen, når – eller hvis – de scorer, skal de juble for sig selv, og når de sidder ude, skal de holde en afstand på to meter. Det sidste kan virke mest mystisk – når spillerne er på banen, gælder hensynet til afstand naturligvis ikke, når de sidder på sidelinjen, skal de være to meter fra hinanden, og når de så derefter bevæger sig ud i samfundet, kan de nøjes med én meter.

Sammenblandingen af regulær forsigtighed og de rigtige signaler til de politikere, der har givet fodboldspillerne lov til at passe deres arbejde, er total.

Annonce

Opstilling med forbehold

De første 11 mod Fredericia er efter planen

Vito Mannone, Daniel Anyembe, Rodolph Austin, Søren Reese, Kevin Conboy – Viktor Tranberg – Pyry Soiri, Jacob “Lungi” Sørensen, Rafal Kurzawa, Ante Erceg – Mohammed Dauda.

Der er et enkelt forbehold – sent torsdag aften eller senest 10.00 fredag formiddag får sportschef Jimmi Nagel Jacobsen resultaterne fra spillernes corona-test, der blev foretaget tirsdag og onsdag – spillere, der måtte være testet positiv, er naturligvis ikke med i kampen. Torsdag var samtlige spillere på træningsbanen.

Hovedrolle til Tranberg

Men uanset forholdsregler af den ene og anden art, skal der altså spilles fredag 11.00 på Blue Water Arena – for lukkede døre.

Og de mange esbjergensere, der rimeligvis tørster efter rigtig fodbold, må så nøjes med på klubbens livestreaming af kampen at følge med i, hvordan to af de langtidsskadede spillere, Daniel Anyembe og Pyry Soiri, der begge er med i startopstillingen, klarer sig, og hvordan blandt andet et ret interessant eksperiment på EfB’s midtbane forløber.

For selv om træner Lars Olsen kun har den her ene træningskamp inden næste søndags superligakamp mod AaB, prøver han en helt ny spiller på en ret vital position. Det bliver således Viktor Tranbergs opgave at være det defensive anker i en 4-1-4-1-formation. Tranberg har siden skiftet til EfB i sommer ført en noget hensygnende tilværelse som reservespiller og kom først i den seneste kamp i Hobro 8. marts til de første 90 minutter i superligaen.

- Det kan godt være, at det er et sats, når vi har så kort tid, men jeg vil gerne se Viktor på den plads, for han har vist sig godt frem til træning, siger Lars Olsen.

- Vil det sige, at hvis Viktor Tranberg spiller godt mod Fredericia, så spiller han også den plads mod AaB?

- Nu må vi se, jeg har jo også Lasha (Parunashvili, red.) i baghånden, han har før spillet den plads, siger Lars Olsen, der lidt længere fremme på banen også prøver noget nyt. Joni Kauko har karantæne mod AaB, og hans plads får Rafal Kurzawa mod Fredericia.

- Det kunne også være en plads til Lasha, men nu prøver vi Rafal, han er klog nok til at spille den plads, mener Lars Olsen.

Dauda ser fit ud

Det sidste, der kunne minde om et eksperiment, er Mohammed Dauda som forreste angriber. Han får spilletid fra start, fordi han har set god ud i træningen og virker fysisk fit, men samtidig er det også et udtryk for, at Yuri Yakovenko, truppens eneste regulære topangriber, ikke er helt oppe i omdrejninger endnu.

- Yuri er på vej tilbage, han ser bedre og bedre ud, og han vil også få spilletid mod Fredericia, siger EfB-træneren, der først og fremmest ser kampen som en fysisk test.

- Én ting er at spille på fuld damp i 90 minutter til træning, noget helt andet er at gøre det i en kamp. Jeg er meget spændt på de sidste 15-20 minutter, det er der, man reelt kan se, hvordan vi står rent fysisk, siger Lars Olsen, der i sagens natur varsler godt med udskiftninger.

I superligaen får han lov til at bruge fem reserver i én kamp, det er sandsynligt, at han også vil bruge mindst fem mod Fredericia.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce