Annonce
Tønder

Laurids Rudebecks Mindefond er klar til at dele ud

Formanden for Borgmester Laurids Rudebeck Mindefond, Neel Rudebeck, ser frem til efterårets uddeling. Billedet er fra 2018, hvor efterårets Margueritløb i Højer dannede rammen om mindefondens første uddeling. Foto: Jacob Schultz
Bestyrelsen bag Borgmester Laurids Rudebecks Mindefond er klar til at uddele op mod 50.000 kroner. Mindefonden bakker op omkring tiltag, der fremmer lokalsamfundet. Ansøgningsprocessen er i fuld gang – og man kan ansøge indtil den 1. september.
Annonce

TØNDER: Da Tønders daværende borgmester Laurids Rudebeck pludseligt gik bort i maj 2016, strømmede det ind med gaver og donationer fra mennesker fra nær og fjern, som alle ville udtrykke deres medfølelse i forbindelse med dødsfaldet og begravelsen.

Fra familiens side besluttede man, at midlerne skulle gå til at støtte de samme initiativer, som Laurids Rudebeck selv lagde særlig vægt på under sit virke.

- Hvis min far var her i dag, ved jeg, at han ville have sagt, at vi skulle bringe hans eftermæle videre ved at give noget tilbage til lokalsamfundet. Det prøver vi at gøre ved at hjælpe lokale initiativer med at realisere deres projekter og drømme, siger Neel Rudebeck, der er bestyrelsesformand og datter af Laurids Rudebeck, i en pressemeddelelse.

Annonce

En halv million

Derfor blev mindefonden grundlagt, og siden september 2018 har fonden uddelt 100.000 kroner.

Fondens midler kan søges af enkeltpersoner og/eller foreninger i Tønder Kommune, som gennem en særlig indsats har udviklet og fremmet lokalsamfundet, navnligt på uddannelses-, natur- og sportsområdet.

Én gang om året bliver legaterne uddelt, og i år er ansøgningsfristen coronabetinget rykket til den 1. september.


Hvis min far var her i dag, ved jeg, at han ville have sagt, at vi skulle bringe hans eftermæle videre ved at give noget tilbage til lokalsamfundet. Det prøver vi at gøre ved at hjælpe lokale initiativer med at realisere deres projekter og drømme.

Neel Rudebeck, formand, Borgmester Laurids Rudebecks Mindefond


Mindefonden havde fra starten en halv million kroner at gøre godt med. Jævnfør vedtægterne er det hensigten, at fonden skal virke i 10 år, hvilket altså lægger op til årlige uddelinger i størrelsesordenen 50.000 kroner.

Annonce

Aktiv fritid

Sidste år blev legaterne uddelt til blandt andre Broen i Tønder, Løgumkloster Løbemotion, foreningen Spicy (naturvandringer) og til ordblindeundervisning på Jejsing Friskole.

- I år sker legatuddelingen ved et arrangement i efteråret, når vi ved mere om, hvilke aktiviteter, der gennemføres, siger Neel Rudebeck i pressemeddelelsen.

- Fonden er til for at støtte initiativer i hele kommunen lige fra yderkanten af Rejsby til det centrale Tønder. Det vil vi gerne udtrykke ved at uddele legaterne i forbindelse med nogle af de arrangementer, der sker rundt omkring i kommunen, fortæller Neel Rudebeck.

Mindefonden

Bestyrelsen for Borgmester Laurids Rudebecks Mindefond består af: Formand Neel Rudebeck (datter af Laurids Rudebeck), Thor Rudebeck (søn), Lene Rudebeck (enke). Herudover sidder Uwe Iwersen, Tønder, Lars Thomsen, Sæd, og Marianne Rosalie Kalb, Løgumkloster, i bestyrelsen.

Fonden modtager fortsat bidrag.

Ansøgninger kan afgives på www.lrmindefond.com eller ved kontakt til formand Neel Rudebeck på telefon 4243 9229 eller e-mail rudebeckneel@gmail.com.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce