Annonce
Udland

Le Pen skal i retten for at dele billeder af IS-drab

Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
Få uger efter et angreb, der kostede 130 mennesker livet i Paris, delte Marine Le Pen billeder af IS-drab.

Den franske nationalist Marine Le Pen, der står i spidsen for højrefløjspartiet National Samling, skal en tur i retten, som følge af at hun har delt billeder af drab udført af den militante gruppe Islamisk Stat.

Det oplyser en kilde i retssystemet onsdag.

Le Pen lagde de voldsomme billeder op på Twitter i december 2015.

Det skete, efter at nogle franske medier havde sammenlignet hendes parti Front National - i dag National Samling - med den militante gruppe.

Det var i øvrigt også, blot få uger efter at 130 mennesker blev dræbt ved et omfattende angreb i den franske hovedstad, Paris.

- Det her er Daesh!, lød Le Pens besked i tweetet.

Daesh er en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.

National Samling-lederen skal nu retsforfølges for at have delt "voldsomme beskeder, der ansporer til terror, pornografi eller alvorligt skader menneskelig værdighed". Det har en dommer i Paris-bydelen Nanterre besluttet.

Et af de billeder, hun delte, viste liget af den amerikanske journalist James Foley. Han blev halshugget af ekstremister.

Den forestående retssag kaster yderligere juridisk grus i maskineriet for Marine Le Pen. Sidste måned blev hun således beordret af EU-Parlamentet til at betale 300.000 euro tilbage, som hun skal have snydt EU for.

Rent politisk kunne Marine Le Pen i maj fejre, at hendes parti blev det største ved det franske europaparlamentsvalg.

National Samling fik 23,32 procent af stemmerne. Det var knap ét procentpoint mere end præsident Emmanuel Macrons parti, der fik 22,41.

Le Pen tabte i 2017 det franske præsidentvalg til Macron.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Kommentar For abonnenter

Kommentar: Gammelt menighedsråd misbrugte omverdenens tillid

Da det tidligere menighedsråd i Holbøl Sogn valgte at træde tilbage i samlet flok i august 2018, skete det nærmest i total tavshed. Ingen i menighedsrådet ville sige noget som helst til ret mange - ud over at de havde krævet den tidligere præst i sognet Kristian Ditlev Jensen fyret. Det lykkedes ikke, hvorefter de besluttede, at så kunne det også være lige meget. Farvel, men ingen tak og altså helt uden nogen form for forklaring. Det har jeg kritiseret i tidligere kommentarer, og kritikken har på ingen måde siden vist sig uberettiget. Tværtimod. SOM VI PÅ JV.DK og i JydskeVestkysten i dag søndag kan dokumentere, har det tidligere menighedsråd ageret, hvad man måske lidt groft kan betegne som små konger i landsbyen. Den tidligere formand Per Ihle har tilsyneladende haft en pæn økonomisk gevinst ud af formandstjansen. Ihle er malermester, og hvilket firma skulle klare maleropgaverne for menighedsrådet? Ja, det kom Ihles eget så til at gøre. Venner ordnede og klarede tingene med vennerne, og om alt gik redeligt og ordentligt til, spillede tilsyneladende ikke den store rolle for det tidligere menighedsråd i Holbøl. IHLE LAVEDE SÅLEDES malerarbejde for 360.000 kroner for sognet i en periode over seks år fra 2012. Uden at der blev indhentet tilbud, som man skal ifølge provstiets retningslinjer, når der er tale om beløb på mere end 50.000 kroner, og uden at menighedsrådet tilsyneladende bekymrede sig om, hvorvidt Ihle kunne være inhabil, når beslutningerne om køb af malerarbejde skulle træffes. I hvert fald fremgår det ikke nogen steder, om Ihle trådte ud af mødelokalet, når menighedsrådet skulle beslutte, hvilket malerfirma man skulle vælge. Meget mere Korsbæk kan det næsten ikke blive. OM DER ER NOGEN som helst sammenhæng mellem det tidligere menighedsråds ønske om at komme af med den forhenværende sognepræst og så menighedsrådets manglende overholdelse af udbudsreglerne, ved vi ikke. Måske er det også lidt ufint i kanten at bringe de to i udgangspunktet vidt forskellige sager ind i en sammenhæng, men spørgsmålene ligger lige for: Hvorfor ønskede det forhenværende menighedsråd med malermester Ihle i spidsen at få daværende sognepræst Kristian Ditlev Jensen fyret? Og hvorfor ville ingen i det gamle menighedsråds svare på spørgsmålet? Havde Kristian Ditlev Jensen påtalt og kritiseret menighedsrådets måde at gøre tingene på? Som skrevet: Vi ved det ikke. SELVFØLGELIG VALGTE både biskop Marianne Christiansen og provst Kirsten Sønderby at afvise kravet. Sidstnævnte erkender i dag, at hun skulle have været opmærksom på, hvordan det tidligere menighedsråd agerede. Sandt nok. Det burde hun. Nok. Men kan man fortænke Kirsten Sønderby i, at det ikke skete? Måske. Blot ikke ud fra en rent menneskelig betragtning. For hun stolede på sit menighedsråd. Hun havde tillid til det, tillid til, at rådet fulgte reglerne og i øvrigt opførte sig, som man skulle. Desværre handlede det ikke med ordentlighed. AT VÆRE FORMAND for et menighedsråd eller bare at sidde i et er et tillidshverv. De blev valgt af andre, fordi disse andre stolede på dem. De tidligere menighedsrådsmedlemmer levede igennem flere år ikke op til den tillid, og af den grund er deres svigt større, end at Per Ihle scorede nogle opgaver, han og firmaet måske ikke skulle have haft. Det er reelt det mest ærgerlige og triste i denne sag. GOD SØNDAG

Annonce