Annonce
Billund

Lego-familien fortsætter investeringer i grøn energi

Kirkbi A/S har investeret i aktiemajoriteten i det amerikanske firma Enerparc Inc., der har specialiseret sig i grøn energi. Arkivfoto
Billund-firmaet Kirkbi, som er ejet af Lego-familien, har investeret i et amerikansk firma, der har specialiseret sig i solceller og grøn energi.

Billund: Investeringen i grøn energi fortsætter for Billund-virksomheden Kirkbi A/S.

Kirkbi A/S har købt aktiemajoriteten i det amerikanske firma Enerparc Inc., der har specialiseret sig i at udvikle solceller og dermed grøn energi.

- Den betydelige majoritetsandel i Enerparc Inc. giver Kirkbi en enestående mulighed for at tage ejerskab i et firma, der har etableret en operationel, kommerciel og skalerbar platform til at give solenergi til mange flere amerikanere. Vi glæder os til at arbejde tæt sammen med Enerparc Inc. og støtte selskabets fremtidige vækst i amerikansk solcelleproduktion, da efterspørgslen er stor, siger Thomas Lau Schleicher, der har titel af chief investment officer, hos Kirkbi A/S ifølge en pressemeddelelse.

Ingen af parterne i handlen ønsker at oplyse, hvor meget Kirkbi A/S har betalt for aktiemajoriteten i det amerikanske firma.

Annonce

Legoejer og byudvikler

Kirkbi A/S er ejet af familien Kirk Kristiansen, hvor Kjeld Kirk Kristiansen samt børnene Thomas Kirk Kristiansen, Sofie Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard hver sidder på 25 procent af aktierne.

Selskabets primære aktivitet er ejerskabet af Lego, hvor 75 procent af aktierne tilhører Kirkbi A/S. Selskabet har desuden aktieposter i en lang række andre firmaer, bl.a. Falck, Nilfisk, ISS og Matas.

Lokalt i Billund er Kirkbi A/S dog i lige så høj grad kendt for ejendoms- og byudvikling. Selskabet har populært sagt opkøbt det halve Billund og er for tiden i gang med et større moderniseringsprojekt på Butikstorvet, der ligger som nærmeste nabo til Lego House. Her vil der om et par år stå en lang række ejendomme, der kombinerer forretninger i stueplan med eksklusive lejligheder på de øvrige etager.

Kirkbi A/S har desuden arbejdet tæt sammen med Billund Kommune om den såkaldte visionsplan for Billund. En plan, der viser, hvordan man ønsker, at Billund i de kommende år skal udvikle sig. En plan, der skridt for skridt er ved at blive ført ud i livet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.

Annonce