Annonce
Erhverv

Lego House åbner inden sommer - og dropper lønkompensation

Administrerende direktør i Lego House, Jesper Vilstrup, har kaldt de 280 hjemsendte medarbejdere tilbage på job. Lego House forventer at slå dørene op i fase 3, som begynder den 8. juni. Arkivfoto: Søren Gylling
Alle 280 medarbejdere, der på grund af coronakrisen har været sendt hjem fra jobbet i Lego House, er nu kaldt tilbage. Oplevelseshuset i Billund forventer at åbne inden sommerferien.

Billund: Alle 280 hjemsendte medarbejdere i Lego House er nu blevet forberedt på, at de skal vende tilbage til jobbet. Lego House vurderer, at det er muligt at slå dørene til oplevelseshuset op i fase 3, som begynder den 8. juni.

- Vi kommer først til at kommunikere den egentlige åbningsdato senere på måneden. Men med de seneste udmeldinger fra både sundhedsmyndighederne og Dansk Industri, så forventer jeg, at vi vil åbne inden sommerferien, siger Jesper Vilstrup, der er administrerende direktør i Lego House, ifølge en pressemeddelelse.

Annonce

Legoland åbner 8. juni

Som en del af fase 3 i genåbningen af Danmark har forlystelsesparker med virkning fra den 8. juni fået mulighed for at slå dørene op. Det betyder, at det bliver den 8. juni, at Legoland åbner den nye sæson.

Billunds nyeste turistattraktion, Wow Park, åbner for gæster den 11. juni.

Åbner for færre gæster

Der bliver dog ikke tale om, at Lego House åbner på helt almindelige vilkår. Gæsterne kommer til at få bedre plads mellem sig, og det er sikret, at de legoklodser, som det selvsagt vrimler med inde i Lego House, ikke vil viderebringe smitte.

- Vi åbner først Lego House, når både vi og andre fagfolk har vurderet, at vi kan skabe en tryg og god oplevelse for medarbejdere og gæster. Vi kommer til at åbne med langt færre gæster, end vi er vant til, og vi vil styre stramt, hvor mange gæster der kan være i hvert område, så der er god afstand mellem gæsterne. Vi har intensiveret rengøringen med desinficeringsspray godkendt af Statens Serum Institut, og vi har udarbejdet en 72 timers karantænetid for alle løse legoklodser, så der er friske klodser i klodskarrene hver morgen. Vi er meget fortrøstningsfulde, men vi ved også godt, at hvis vi skal lykkes, så kræver det, at vores gæster udviser god adfærd med blandt andet at holde afstand og have høj håndhygiejne, siger Jesper Vilstrup.

Dropper lønkompensation

Lego House har i samme anledning besluttet, at virksomheden ikke vil gøre brug af statens hjælpepakker om lønkompensation.

- Da vi stod ved krisens begyndelse, rustede vi os alle til det værst tænkelige. Nu hvor det ser ud til, at smittetrykket er under kontrol, og vi derfor begynder at vejre morgenluft, er vurderingen, at Lego House ikke har behov for at søge om lønkompensation, siger Jesper Vilstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Natteravnen er i fare for at uddø lokalt

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce