Annonce
Danmark

Børnene legede sig gennem nedlukning: Lego tjente formue på trods af corona

Legos topchef Niels B. Christiansen ser tilbage på et vildt halvår, som endte med solide økonomiske resultater for Lego-koncernen. Arkivfoto: Martin Ravn
Familierne købte Lego, da verden lukkede ned i foråret, og legetøjskoncernen viser sig at være en af de store vindere i 2020. Topchef Niels B. Christiansen fastholder, at et stort overskud i første halvår er sket på trods af corona
Annonce

Legetøj: Mens store eksportvirksomheder blødte, da coronakrisen rasede i første halvdel af 2020, så er det gået helt anderledes for Lego-koncernen.

Da børn i store dele af verden skulle passes hjemme, valgte masser af forældre at indkøbe Lego-sæt for at slå tiden ihjel, og det sætter sit præg på Billund-virksomhedens regnskab for årets første seks måneder.

Legos omsætning voksede med syv procent til 15,7 milliarder kroner, og de klassiske Lego-klodser viste endnu engang deres robusthed som legetøj, der nyder høj anseelse hos forældrene.

Konkurrenter som Mattel og Hasbro, der er kendt for at producere legetøj som Barbie-dukker, Transformers og My Little Pony, fik et stort smæk med en salgstilbagegang på 14 og 19 procent i den samme periode, og dermed har Lego blot cementeret sin position som verdens største legetøjsvirksomhed.

3 nedslag i Legos regnskab

  1. Legos salg til butikkerne steg med 7 procent i årets første halvår, mens butikkernes salg til forbrugerne steg med 14 procent. Forskellen skyldes, at Legos fabrikker i Mexico og Kina i perioder var lukket på grund af corona, mens butikkerne fik solgt godt ud af deres lagre.
  2. På trods af corona og en række ekstra omkostninger lykkedes det Lego at øge sit driftsoverskud med 11 procent til 3,9 milliarder kroner.
  3. Det er langt fra hele legetøjsbranchen, der har klaret sig godt igennem corona-tiden. Legos store rivaler, de amerikanske legetøjsgiganter Mattel og Hasbro, oplevede tilbagegang i salget på 14 og 19 procent og tabte penge på driften i årets første halvår.

Væksten er sket på trods af, at samtlige af Legos egne butikker på et tidspunkt var lukket ned, og det samme var fabrikkerne i Mexico og Kina i perioder. Specielt Mexico-lukningen, der var påtvunget af staten og varede i to måneder, trak tænder ud, fordi det vigtige nordamerikanske marked så skulle forsynes fra Legos fabrikker i Europa og Kina.

- Det har været et svært halvår med mange udfordringer, vi skulle håndtere. Vi har solgt andre produkter igennem andre kanaler i andre lande og produceret på andre fabrikker, end vi havde troet, da vi startede året, siger koncernchef Niels B. Christiansen til avisen Danmark.

Annonce

Resultat på trods

Han roser derfor de 18.800 ansatte i Lego-koncernen, der har knoklet for at få tingene til at hænge sammen i en periode, som ingen nødplaner havde taget højde for.

Siden sin tiltræden i 2017 har Niels B. Christiansen effektiviseret Lego-koncernen, strammet op på sortimentet og forbedret salgskanalerne på nettet, der skal opveje, at der bliver stadigt længere mellem fysiske legetøjsbutikker. Det har bragt Lego tilbage til det vækstspor, som kortvarigt blev afbrudt af en salgsnedgang i 2017.

Er du overrasket over, at Lego endte på vinderholdet og kunne få salgsfremgang under en global pandemi?

- Det er vigtigt at forstå, at det resultat er kommet på trods af corona. Det skyldes i højere grad vores investeringer i langsigtet vækst rundt om produktporteføljen, og at vi har lavet et ordentligt digitalt løft sidste år. Det har været en supergod ting, når vi står med lukkede butikker, at vi kunne fordoble antallet af besøgende på Lego.com. Det havde vi slet ikke været i stand til, hvis vi ikke havde gjort de investeringer, siger Niels B. Christiansen.

Når du siger, at resultatet er sket på trods af corona, er det så fordi, at jeres budget egentlig var bedre end det resultat, vi ser for første halvår?

- Nu offentliggør vi ikke vores budgetter, men vi havde også en god start på året før corona. Vi forsøger at understrege, at resultatet skyldes den underliggende rejse, vi er på, og det er sket på trods af alle de ting, vi måtte håndtere, siger Niels B. Christiansen.

Annonce

Vigtig julehandel

Han peger samtidig på, at Legos gode tal er fortsat ind i andet halvår, hvor tallene er på plads for juli og august. Med julehandlen er andet halvår den absolut vigtigste periode for Lego.

- Det er ikke sådan, at vores momentum forsvandt, da børnene kom tilbage i skole og forældrene skulle på arbejde. Vi ser, at det fortsætter ind i andet halvår, og derfor tror jeg på, at resultaterne hænger mere på vores investeringer end på en kortsigtet coronaeffekt, siger Niels B. Christiansen.

På trods af det store fokus på netsalg investerer Lego stadig kraftigt i sine egne, fysiske butikker. fordi de er med til at skabe interesse for Lego-æskerne hos nye kundegrupper. Derfor fastholder Lego planerne om at åbne 120 nye butikker i år, heraf 80 i Kina.

Legos overskud efter det første halvår endte på 2,6 milliarder kroner efter skat.


Det er ikke sådan, at vores momentum forsvandt, da børnene kom tilbage i skole og forældrene skulle på arbejde

Niels B. Christiansen, koncernchef, Lego
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

22-årig var blevet afhængig af at true småpiger til sex-optagelser: Jeg er glad for, jeg blev anholdt

Esbjerg

Redderne fra Ribe er fundet: Familien til tysk turist siger tak efter hjælp ved voldsomt hjertestop

Annonce