Annonce
Billund

Legoland landede overskud på 83 millioner i 2019

Legoland-direktør Christian Woller er tilfreds med resultatet for 2019. Det viste et overskud på 83 millioner kroner. Anderledes bliver resultatet for 2020, hvor coronakrisen sætter sit meget tydelige præg. Arkivfoto: Jacob Schultz.
Mens resultatet for sidste år er fornuftigt i Legoland, ser det anderledes dystert ud i år, hvor coronakrisen er årsagen til en historisk ringe sæson.
Annonce

Billund: Mens 2020 bliver et år til glemmebogen for Legoland, var 2019 et anderledes positivt år.

Legolands netop offentliggjorde regnskab for sidste år viser et overskud efter skat på 83,4 millioner kroner.

Det er et resultat, som administrerende direktør Christian Woller betegner som positivt og tilfredsstillende, selvom det er et fald i forhold til de 97,7 millioner kroner, som overskuddet lød på i 2018.

- Resultatet falder en smule i forhold til 2018 på grund af lidt lavere aktivitet i parken og på grund af opstartsomkostninger på det nye hotel, men lander på et fornuftigt og for branchen ganske pænt niveau, siger Christian Woller.

Legoland er igen på Billund-hænder

Det er det britiske selskab Merlin Entertainment, der ejer Legoland. Selskabet driver desuden attraktioner som London Eye og Madame Tussauds.

I 2019 udvidede Kirkbi A/S, som er familien Kirk Kristiansens pengetank, sit ejerskab af Merlin Entertainment, således at Kirkbi A/S i dag ejer 50 procent af aktierne i Merlin Entertainment. Dermed er ejerskabet af Legoland igen hjemme hos familien Kirk Kristiansen i Billund.

Omsætningen steg i årets løb, og det skyldes primært, at 2019 var året, hvor Legoland fik muligheden for at tilbyde deres gæster en ny form for overnatning.

- Den øgede omsætning skyldes først og fremmest, at vi har udvidet vores overnatningsforretning med Legoland Castle Hotel. Det blev taget rigtigt godt imod, og vi formåede at få mange gæster til at besøge det nye hotel, siger Christian Woller.

Annonce

Hårdt ramt af covid19

Anderledes kedeligt kommer indeværende år til at tage sig ud. På grund af coronanedlukningen kunne Legoland først åbne den 8. juni, og det er sket med et utal af restriktioner. Hele sommeren har der derfor været væsentligt færre besøgende i Legoland, ligesom kravet om, at udenlandske gæster skal dokumentere seks overnatninger for at komme ind i landet, er stærkt generende for en virksomhed som Legoland.

- Vi har naturligvis været ramt af alle de restriktioner, vi har været underlagt, og der har været langt imellem de udenlandske turister, som plejer at udgøre en stor del af sommerens besøgstal. Forlystelsesparkerne har generelt ikke haft noget godt år, og det gælder også for Legoland, siger Christian Woller.


Resultatet falder en smule i forhold til 2018 på grund af lidt lavere aktivitet i parken og på grund af opstartsomkostninger på det nye hotel, men lander på et fornuftigt og for branchen ganske pænt niveau.

Christian Woller, direktør, Legoland


At 2020-regnskabet kommer til at blive historisk skrækkelig, er der ingen tvivl om. Om det lykkedes at holde bundlinjen på den rigtige side af det berømte nul, vil direktøren dog ikke spå om på nuværende tidspunkt.

- På grund af usikkerhed om pandemiens omfang og varighed og den betydelige usikkerhed på efterspørgslen, er det ikke muligt at give et bud på årets resultat, siger Christian Woller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce