Annonce
Erhverv

Lej dig til renset spildevand

Envotherm og Vibeke Svendsen har fået et gennembrud på det tyske marked og satser stærkt på at øge salget af anlæg syd for grænsen. Foto: Jacob Schultz
Envotherm i Hammelev ved Vojens producerer renseanlæg til industrielt spildevand. Ny forretningsmodel blev en fordel for både virksomheden og kunderne.
HAMMELEV: På gulvet i den store produktionshal står to renseanlæg. De er ved at blive klargjort til kunder i England.
Med blot 19 ansatte vil det knibe for Envotherm A/S løbende at have penge nok i kassen på grund af den lange produktionstid på nogle af de tonstunge renseanlæg. Og da det for mindre virksomheder kan være en bekostelig affære at købe et renseanlæg, har Envotherm med succes indført, at man kan leje dem – fra størrelser som et amerikansk køleskab på et par meter til 4,5 meter.
- Skulle vi overleve, handlede det om at tænke i nye modeller, og så kunne forretningsmodellen med at leje ud med lav rente lade sig gøre. Vi konstruerer anlæggene herude, vi tegner, samler og monterer – materialerne leveres for 80 procents vedkommende af lokale underleverandører, så på den måde tænker vi også cirkulært i forhold til ressourcer, siger direktør Vibeke Svendsen.

Udskiller skidt og gift

Den grønne virksomhed med adresse på Lysbjergvej i Hammelev tæt på den sønderjyske motorvej har med hjælp af lokale underleverandører efterhånden udviklet flere end 50 forskellige renseanlæg, som sparer kunderne for masser af penge, fordi de med anlæggene får udskilt skidt og gift.
Spildevandet koges, inddampes og bliver til destilleret, blødt vand. Dampen genanvendes i anlægget og nedsætter energiforbruget. Vandet skilles fra kemikalierne, så det enten kan genbruges eller udledes i kloaksystemet.
- Man kan leje op til tre år, og så kan man købe anlægget, hvis man vil det. Det har Hvide Sande Shipyard gjort. Nogle har også købt anlæg to gange. Andre vælger at forlænge lejeaftalen, fordi de har en fast pris og service. Man kender udgiften for hver måned og kan gøre brug af vores hotline, der er på 24/7, fortæller direktøren, der sammen med teknisk direktør Richard Dines Schmidt har været med fra den spæde start for 12 år siden, da Envotherm fik et økonomisk startløft med et millionlån fra Danfoss Venturepark.

Høj kvalitet og service

– Vi har et laboratorium, hvor vi afprøver, om vi kan udlede spildevandet. Processen i anlægget foregår i et lukket kredsløb, og der bliver kun mellem én og ti procent tilbage af spildevandet. Og så genbruger man resten. Anlæggene kan rense fra 50 liter til 2500 liter i timen. Det koster normalt mellem 400 og 3500 kroner at rense en kubikmeter spildevand - alt afhængig af, hvor giftigt det er. Vi kan typisk rense vandet for et par hundrede kroner per kubikmeter, siger Vibeke Svendsen.
Envotherm har fået støtte fra Grøn Omstillingsfond under Erhvervsstyrelsen til opførelsen af et anlæg i Wolfenbüttel ved Braunschweig, og det har givet et gennembrud på det tyske marked, hvor den bæredygtige produktion, den sønderjyske virksomhed står for, er stærkt efterspurgt. Af samme årsag har Envotherm ansat en sælger i vores sydlige naboland - og her leveres blandt andet til fly- og bilindustrien.
– Vi har en høj kvalitet, vi bruger blandt andet pumper fra Grundfos, og vi kan garantere en service, der er så god, at man kan spare op til 70 procent i omkostninger, og vi lover at løse tekniske problemer inden for 24 timer. Her kan vores konkurrenter i Tyskland ikke følge med, påpeger Vibeke Svendsen.
I Danmark har Envotherm ingen direkte konkurrenter.
– Vi sælger mest i Tyskland og er lidt på vej til Polen og Ungarn – og så har vi leveret et enkelt anlæg til Bangladesh.

Syv gode råd

Vibeke Svendsen, administrerende direktør i Envotherm A/S, er også formand for Dansk Industris udvalg for små og mellemstore virksomheder (SMV).
Hun har disse gode råd til de mindre virksomheder, der gerne vil være en del af den grønne omstilling:
  1. Søg hjælp i brancheforeningen, det behøver ikke være Dansk Industri
  2. Brug branchenetværk; man skal ikke være alt for forskellige fra hinanden, helst nogenlunde ligestillede
  3. Start i det små med lean og energioptimering – skift for eksempel gamle pærer ud med LED for at sætte energiforbruget ned
  4. Sorter affaldet, tænk grønt, og få for eksempel større affald som pap kørt væk sammen med naboen
  5. Tænk fremad – leverer man dimser til gearkasser eller gearkasser til biler, skal man regne med, at der bliver flere biler med automatgear i fremtiden
  6. Lyt til, hvad de unge foreslår af forbedringer på det digitale område – det kan spare mange penge
  7. Måske kan man have en fælles varebil, boremaskiner, kraner eller trucks med andre virksomheder
Vibeke Svendsen i laboratoriet, hvor prøverne viser, om Envotherm er i stand til at rense vandet for gift og skidt. Foto: Jacob Schultz
Renseanlæggene monteres og samles i virksomheden i Hammelev. 80 procent af underleverandørerne er lokale. Foto: Jacob Schultz
En hotline med renseanlæggene i 3D på skærmen sørger døgnet rundt for kundeservice. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Støjplagede borgere raser over kampfly som aldrig før: Klager er næsten tredoblet på et år

Kommentar For abonnenter

Mens vi venter på motorvejen

Det er lidt med motorvejene, som det er med vindmøllerne. Vi vil sådan set rigtig gerne have dem, men de skal bare ikke ligge tæt på, hvor vi selv bor. De kritiske røster var klart i overtal, da der tilbage i sommeren 2017 blev sat gang i en offentlig høring af planerne omkring en ny midtjysk motorvej – populært kaldet for Hærvejsmotorvejen. Samme billede er der ved den igangværende høring i forbindelse med VVM-undersøgelsen Tilbage i 2017 var eksempelvis Bække Lokalråd og Bække Borgerforening særdeles klare i mælet i deres høringssvar, hvor én af sætningerne lød således: - Frygten er, at en motorvej - med eller uden afkørselsramper - vil sætte gang i en langsom, men sikker affolkning. Citat slut. Det er ikke noget at sige til, at frygten for en motorvej er til stede. Ikke mindst støjen fra tusindvis af biler, som vil passere forbi, giver anledning til betydelig utryghed hos mange. Dertil kommer også en motorvejs indiskutable indgriben på naturen og miljøet. Argumenterne fra utrygge borgere er ganske forståelige. Men som med meget andet, så er debatten omkring motorveje ikke udelukkende sort eller hvid. Motorvejene kan rent faktisk også bringe noget positivt med sig. Erhvervsudviklingen har ganske mange steder, hvor der er blevet etableret motorveje, vist sig at være positiv. Der er positive eksempler nok – selv inden for vores egen kommune. I Vejen, Brørup og Holsted taler udviklingen i erhvervslivet tæt ved motorvejen sit klart tydelige sprog. Danish Crowns slagteri i Holsted var med sikkerhed ikke blevet placeret i området, havde der ikke været en motorvej Også længere oppe i det midtjyske er der klare fortællinger om, at motorvejen klart kan bringe noget positivt med. I Ikast-Brande Kommune konstateres det, at motorvejene er med til at øge bosætningen og etablering af nye erhvervsvirksomheder. I Silkeborg er der også begejstring. I den midtjyske by er der knap et år efter åbningen af motorvejen for nogle få år siden sat rekord i salget af erhvervsjord. Om hærvejsmotorvejen overhovedet bliver til noget, vil blive afgjort inde på Christiansborg. Men i næste måned – mandag den 16. marts – har Vejdirektoratet inviteret til borgermøde i Vejen. Her vil der blive orienteret om VVM-undersøgelsen og de seks linjeføringer, som er bragt i forslag. To af linjeføringerne vil medføre ganske mange kilometer asfalt gennem Vejen Kommune – og vil også byde på to til- og frakørselsramper dels ved Bække og dels ved Gesten. Hvordan det modtages, må vi se tiden an. Men ud over den forståelige utryghed omkring støj og negativ indvirkning på natur og miljø så vil en ny motorvej også give nogle muligheder. GOD SØNDAG

Annonce