x
Annonce
Kolding

Lejere der rammes økonomisk af corona-krisen skal først bede om hjælp i banken

Per Nielsen, der er direktør i den almene boligadministration Bovia, kan ikke over en kam love at give henstand til alle lejere, der mister deres job på grund af corona-krisen. - Vi har endnu ikke drøftet situationen, men min holdning er, at vi i samarbejde med pengeinstitutter og kommunen skal prøve at finde løsninger, siger Per Nielsen. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Hos Alfabo og Bovia har man endnu ikke fået henvendelser fra familier, der beder om henstand med betaling af husleje på grund af corona-krisen. Alfabo har sagt nej til en enkelt lejer af et erhvervslejemål.

Kolding: Pierre Legarth, der står bag Pierre Ejendomme, har besluttet, at en række lejere i hans erhvervslejemål i midtbyen, der er hårdest ramt af corona-krisen, ikke skal betale husleje i april. Banker tilbyder ramte husejere afdragsfrihed på boliglån, men hvor står lejere, der har mistet deres job?

- Hos os er svaret som udgangpunkt nej, hvis lejere spørger om henstand hos os, for det er jo de andre lejeres penge, vi administrerer. Vi har fået en enkelt henvendelse fra én, der lejer et erhvervslejemål hos os, og her måtte vi sige nej. Vi har ikke fået henvendelser fra folk, der lejer en bolig. Sker det, vil vi sige, at de først skal gå til deres bank eller til kommunen for at se, om de kan få hjælp der, fortæller Bent Jacobsen, der er bestyrelsesformand i boligorganisationen Alfabo.

Boligorganisationen Alfabo har cirka 3500 lejemål i Kolding Kommune.

- Det kan næsten ikke undgås, at nogle af vores lejere rammes, men vi har ikke taget stilling til, hvad der skal ske, hvis de henvender sig på grund af coronakrisen, siger han.

Det er meget sjældent, at Alfabo sætter lejere ud.

- Som jeg husker det, så skete det ikke en eneste gang i 2019, siger Bent Jacobsen.

Annonce

På årsplan har vi vel mellem 10 og 20 udsættelser, så det er et begrænset antal. Vi plejer at finde en løsning.

Per Nielsen, Bovia

Hverken nej eller ja

Hos Bovia, der er en almen boligadministration, kan direktør Per Nielsen hverken afvise eller love at hjælpe ramte lejere.

- Vi har ikke fået henvendelser fra lejere, der er økonomisk presset på grund af corona-krisen, så vi har ikke drøftet spørgsmålet endnu. Men det kan hurtigt komme. Min holdning er, at i den her situation må vi tage sagerne op individuelt og vurdere, hvad der kan gøres. Jeg vil anbefale ramte lejere, at de først går til deres bank. Jeg hører også det officielle Danmark sige, at pengeinstitutterne skal medvirke til at tage ansvar i den her situation. Det er også min fornemmele, at de gør det, siger Per Nielsen.

I Kolding Kommune administrerer Bovia omkring 4500 lejemål for den almene boligforening AAB.

- På årsplan har vi vel mellem 10 og 20 udsættelser, så det er et begrænset antal. Vi plejer at finde en løsning. Kommunen er behjælpelig i mange situationer, hvor den så låner de ramte lejere pengene til huslejen. Som udgangpunkt er vi alle interesseret i, at folk har et sted at bo.

Hos Kolding Udlejerforening fortæller formand Charlotte Szocska, at man ikke har diskuteret, hvad man vil gøre i forhold til lejere, der presses økonomisk på grund af corona-situationen.

- Vi har 250 medlemmer med 250 forskellige økonomier, og med medlemmer fra den lille udlejer, hvor ejendommen er en pensionsopsparing, og til de store udlejere, der lever af udlejning, så er det svært at sige noget generelt, forklarer hun.

_

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce