Annonce
Indland

Lektor om Egede-debat: Et opgør mellem fortid og fremtid

Hans Peter Kleemann/Reuters

Nuuks borgere vil beholde en omtalt statue af missionæren Hans Egede. Ifølge lektor er debatten dybt relevant.

Annonce

En statue af den dansk-norske præst og missionær Hans Egede har den seneste måned skabt stor debat i Grønland.

Nuuks borgere kunne frem til tirsdag midnat grønlandsk tid stemme om, hvorvidt statuen skulle fjernes eller ej.

Resultatet var klart. 921 har stemt for, at statuen bliver stående. 600 mener, at den skal fjernes. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Debatten er meget aktuel, mener lektor Kirsten Thisted. Hun er tilknyttet Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

- Debatten bliver et symbol og en krydsreference på Grønlands fortid og Grønlands fremtid.

- Så det er en dybt relevant diskussion, der bliver symbol på det nødvendige opgør mellem fortid og fremtid, som det grønlandske folk er i gang med.

Kirsten Thisted forklarer, at debatten kommer fint i forlængelse af Forfatningskommissionen. Den er sat i søen for at formulere en slags grundlov for Grønland, hvis selvstændighed bliver en realitet.

Debatten er også relevant i forbindelse med Forsoningskommissionen, som Grønland satte i gang i 2014 for at kulegrave fortiden med dansk kolonistyre.

Lidt over 1500 borgere har stemt om statuens fremtid. Ifølge KNR havde cirka 23.000 personer mulighed for at afgive en stemme.

Selv om stemmeprocenten ikke er overvældende, så vækker debatten alligevel stærke følelser hos mange grønlændere, siger Kirsten Thisted.

- Nogle ser et symbol på danskervældet og kolonitiden. Men andre ser kristendommen og en mand, der var udsendt af Gud, forklarer han.

Ifølge Kirsten Thisted handler det også om den nuværende relation til Danmark.

- Dem, der virkelig gerne vil have selvstyre, ønsker statuen fjernet, mens dem, der gerne vil bevare forbindelsen til Danmark, ser mere positivt på statuen.

- Men helt så enkelt er det alligevel ikke. Jeg kender også folk, der går ind for fuldt selvstyre, men vil beholde statuen, fordi den er et symbol på moderne historie. Desuden er der også et element af nostalgi forbundet med den, forklarer hun.

Resultatet af afstemningen vil blive forelagt kommunalbestyrelsen. Her skal den endelige beslutning om statuens fremtid træffes 2. september.

/ritzau/

Artikel fra KNR om afstemningen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Det er for tidligt at glæde sig over smittetal, mener Mølbak

Trekantområdet

Kommunen strammer corona-skruen: Krav om mundbind eller visir på plejehjem og bosteder

Annonce