Annonce
Kolding

Lena: Det er nødvendigt at hente mad her

Lena Lundø får fyldt sin taske med madvarer af Lars Skouboe. Madvarerne gør det en helt del nemmere at komme igennem resten af måneden for Lena og hendes to børn.

35-årige Lena Lundø hentede søndag en stor pose mad, der gør underværker i et hjem med mor, to børn og kun få penge. Det var svært første gang, hun skulle bede om hjælp til mad, men i dag glæder hun sig over folks positive reaktioner.

Lena Lundø får lagt medisterpølse, chilipølser, pølsehorn, kiks, pasta, havregryn, sukker, oliven, flåede tomater, smør og lidt slik ned i sin store taske.

Madvarerne betyder, at det bliver en hel del lettere at komme igennem de sidste dage af september måned.

Lena er en af de mange, som har været forbi Kolding Madhjælp på Esbjergvej for at få mad med hjem, når pengepungen er slunken. Søndag var hun for første gang af sted for at hente mad.

Hun er kontanthjælpsmodtager og bor alene med to børn på syv og otte år. Engang havde hun fast arbejde som pædagog og boede i hus. Men livet tog en anden drejning, end hun havde drømt om, og i dag sidder hun på syvende år og er sygemeldt med angst og PTSD.

Dyrlægeregning

Økonomien er lige nu ekstra trængt, for Lenas hund har været syg, og en dyrlægeregning skal betales. Nogle spørger, hvorfor hun ikke bare skiller sig af med hunden, men hun har haft den i ni år, og hun kalder den sin terapihund, da den er med til at gøre hendes hverdag lidt lettere.

Den ekstra regning får hende til at glæde sig endnu mere over initiativer som Kolding Madhjælp og de sider på Facebook, hvor hun også har prøvet at søge om mad.

- Jeg henter mad her, fordi det er nødvendigt. Når jeg har børn, er jeg nødt til at kunne give dem lidt varieret mad med, og jeg kan ikke bare give dem hvad som helst med i madpakken. Så risikerer jeg at få besked på at give dem noget sundere med. Jeg har før spurgt det offentlige om hjælp, og det er ikke en mulighed mere. Jeg har også skraldet flere gange, men det vil jeg helst gøre om vinteren, hvor madvarerne kan holde sig kolde, siger Lena.

Svært første gang

Hun fortæller, at det var svært at bede om hjælp første gang, hun manglede penge til mad. Og at sige ja tak var næsten lige så svært.

- Men når man først har sagt ja, er det fint. Og her bliver man for eksempel mødt af søde og rare mennesker, der gerne vil hjælpe. Hvis jeg en dag får flere penge, vil jeg helt sikkert også kommer forbi med mad. Jeg føler ikke, der er det sikkerhedsnet, der skal være i samfundet mere, mener Lena.

Da hun har sagt tak for mad og er blevet kørt hjem af sin veninde, kommer 42-årige Michel Ottosen gående sammen med en af de andre beboere i det tidligere plejecenter Solgården i Harte, der ligger tæt på Kolding Madhjælp.

Dejligt initiativ

Han er også på kontanthjælp og har ikke det store at gøre med pengemæssigt, forklarer han, der er hos Kolding Madhjælp for tredje gang for at hente mad.

- For tiden har jeg svært ved at få pengene til at slå til, og det her er et dejligt initiativ. Hvis ikke der var det her sted, måtte jeg bede familie og venner om hjælp og kun købe tilbudsvarer. Jeg køber tit varer med kort holdbarhed, for det er billigere, fortæller Michel, der har været på kontanthjælp i de sidste to år.

Annonce

Kolding Madhjælp

Kolding Madhjælp holder åbent hver søndag fra klokken 14-16 på Esbjergvej 108.


  • Man kan aflevere frosne madvarer og langtidsholdbare varer som for eksempel konserves, havregryn, mel, sukker, rosiner, nødder. Man kan ikke aflevere madvarer, der skal opbevares i køleskab.

  • Man kan godt aflevere portioner af mad, man selv har tilberedt og frosset ned, for eksempel sammenkogte retter.

  • Seks frivillige står bag Kolding Madhjælp, der lige nu søger et par frivillige mere til at hjælpe.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Kolding

Død mand blev glemt i sin lejlighed: Ingen vil tage ansvaret

Annonce