Annonce
Sport

Lewandowski fører an i sikker Bayern-sejr mod Köln

Christof Stache/Ritzau Scanpix
Med to mål grundlagde topscorer Robert Lewandowski Bayern Münchens sejr på 4-0 hjemme mod FC Köln.

Bayern München har fået en noget skrantende indledning på Bundesligaen med to uafgjorte kampe i de første fire spillerunder, men lørdag blev FC Köln nedlagt med 4-0 på Allianz Arena i München.

Hjemmeholdet fik en perfekt start, da Robert Lewandowski allerede efter tre minutters spil sendte Bayern i front. Han var lidt heldig med sin afslutning, som blev rettet af og snød Köln-keeper Timo Horn.

Men den overlegenhed, sydtyskerne de seneste sæsoner har vist i mange kampe, er ikke til stede i øjeblikket.

Köln kom frem til flere gode tilbud i første halvleg, men Manuel Neuer og co. kunne gå til pause foran 1-0.

Gæsterne må have gået til pause med fornemmelsen af, at det ikke var umuligt at få point med hjem fra Allianz Arena. Men Bayerns polske topscorer ville det anderledes.

Få minutter efter pause steg han op til et hjørnespark og headede favoritterne på 2-0.

Den sidste rest af spænding forsvandt ti minutter senere, da Kingsley Ehizibue som bageste mand nedlagde Philippe Coutinho i feltet. Rødt kort og straffespark.

Coutinho trillede bolden ind, men måtte sparke om, da VAR afgjorde, at Bayern-spillere for tidligt var løbet i feltet. Så sparkede brasilianeren bare bolden op i hjørnet til 3-0 i andet forsøg.

Bayern satte sig tungt på kampen, og Ivan Perisic nåede også på måltavlen, inden den for Köln-spillerne svære anden halvleg blev fløjtet af.

Mestrene har 11 point efter fem spillerunder, hvor Köln forbliver på tre point.

I de øvrige kampe vandt Bayer Leverkusen 2-0 hjemme over Union Berlin, Hertha Berlin vandt 2-1 i egen hule over Paderborn, mens Freiburg og Augsburg delte med 1-1.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce