Annonce
Danmark

Lig kan smitte: Bedemænd savner beskyttelse mod coronavirus

Der er en reel risiko for, at afdøde kan smitte med coronavirus. Og de danske bedemænd savner ordentlig beskyttelse mod den frygtede sygdom. Torsdag formiddag er seks afdøde konstateret smittet med coronavirus. Foto: Scanpix
Bedemændene er ikke en del af den danske sundhedssektor. Det har medført, at det har været svært at leve op til retningslinjerne for hygiejne i forbindelse med deres arbejde under coronakrisen. Det forklarer en fynsk bedemand.
Annonce

På landsplan er seks afdøde torsdag formiddag konstateret inficeret med coronavirus.

Og forbindelse med coronakrisen er der opstået komplikationer for de danske bedemænd, der i lighed med andre skal tage deres forholdsregler mod coronasmitte og overholde regeringens retningslinjer. For der er en reel risiko for, at afdøde kan smitte med coronavirus.

- Alle dødsfald betragter vi nu som muligt inficeret med coronavirus. Vi skal have beskyttelse på, når vi rører ved de døde, så vi ikke er med til at udbrede smitte, siger ejer af Nyborg Begravelsesforretning, Annette Grundahl.

Men det har ikke været helt let at overholde de skærpede regler om hygiejne, som myndighederne har udstedt for at undgå at udbrede coronavirussen.

- Vi har haft svært ved at få fat i de ting, vi skal bruge. Egentlig gør vi som vanligt og sørger for at holde vores hænder rene, men det er svært at overholde retningslinjerne om hygiejne i forbindelse med vores arbejde, forklarer Annette Grundahl.

Annonce

Ikke en del af sundhedssektoren

Årsagen til, at det har været svært for bedemændene at få fat i de rette værnemidler, skal findes i, at bedemændene ikke er en del af den danske sundhedssektor. Det betyder, at de grupper, der er en del af sundhedssektoren, har haft førsteret til de værnemidler, som bedemændene står og mangler.

- Vi har været nødt til at scanne markedet og har været heldige at finde de ting, vi mangler. De danske bedemænd er ikke en del af sundhedssektoren, men folk skal jo stadig have hjælp til deres afdøde i denne tid, siger Branchedirektør for Danske Bedemænd, Ole Roed Jakobsen.

Hos Danske Bedemænd værner man sig dog med tålmodighed og udviser forståelse for, at Danmark i denne tid står i en meget uvant situation.

- Vi har kontaktet Sundhedsstyrelsen om vores besværlige situation, men vi udviser naturligvis også forståelse for, at de på nuværende tidspunkt ikke har det store overblik over tingene til at ændre på bedemændenes ret til værnemidler, afslutter Ole Roed Jakobsen.

De anbefalede værnemidler, som bedemændene skal gøre brug af, er engangskitler, gummihandsker og mundbind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce