Annonce
Kolding

Lille Hana fra Eritrea tog alle med storm: Efterskole inviterede udenlandske børn til sport og sjov

Lille Hana kom til Danmark fra Eritrea for halvanden måneds tid siden, og er den senest ankomne elev i modtageklasserne på Munkevængets Skole. Hana var i hopla, da hun sammen med de andre elever fra modtageklasserne tirsdag var til sjov og idræt på Koldingegnens Idrætsefterskole. Foto: Søren Gylling
Cirka 40 børn fra modtageklasserne på Munkevængets Skole var tirsdag på besøg på Koldingegnens Idrætsefterskole. Her stod eleverne bag invitationen, der skal vise, at man kan integrere via sport.
Annonce

Kolding: Der er fart på ned ad bakken.

De små ben går som trommestikker ned mod vandkanten. Børnene kan ikke vente på at komme ned og se, hvad der venter dem af oplevelser ved vandet.

Iført badedragt og termostøvler er femårige Hana med i førerflokken, og hendes øjne stråler, da hun ser kajakkerne og de store paddleboards ligge i strandkanten. Retningen er klar. Hun stryger direkte hen til en kajak og peger insisterende på den.

Udelukkende med sit kropssprog fortæller hun tydeligt, at den vil hun gerne have en tur i.

Hana er en af de cirka 40 børn fra modtageklasserne på Munkevængets Skole, der tirsdag var inviteret på Koldingegnens Idrætsefterskole til en dag fyldt med sport, bevægelse og masser af sjov sammen med eleverne på efterskolen.

Modtageklasser

  • På Munkevængets Skole har Kolding Kommune sine modtageklasser, hvor nyankomne udenlandske børn mellem 6 og 14 år starter med at gå i skole.
  • Når de er blevet gode nok til dansk, bliver de sluset ud til den folkeskole, de bor i nærheden af.
  • Blandt de nationaliteter, som lige nu er repræsenteret i modtageklasserne, er: Eritrea, Rumænien, Ukraine, Iran, Indien, Sri Lanka, Bosnien, Tyrkiet, Grønland, Litauen, Moldova, Brasilien, Syrien, England, Kina og Thailand.
Annonce

Fantastisk oplevelse

Integration gennem idræt og bevægelse var overskriften, og selv om lille Hana stort set ikke kan noget dansk endnu, boltrede hun sig glad både ved vandet, og da dagen bød på boldspil og forhindringsbaner.

For omkring halvanden måned siden kom hun og hendes familie til Danmark fra Eritrea, og alt er derfor nyt for hende endnu. Men kajakkerne blev hun hurtigt grebet af, og efter en tur på vandet sammen med en af efterskoleeleverne i en kajak, prøvede hun kræfter med en solotur i en mindre af slagsen - og med et stort smil om munden.

- Vores elever får en fantastisk oplevelse, og det giver jo noget gensidigt, for eleverne på efterskolen får også noget ud af dagen. I løbet af den her dag får vores elever også en fornemmelse af, at der er nogen, der gerne vil dem, fortæller Mona Awad, der er lærer for de yngste elever i modtageklasserne på Munkevængets Skole.

For eleverne på efterskolen er dagen en del af deres undervisning i faget idræt og samfund, hvor de blandt lærer, hvad man også kan bruge idræt til.

- Med idræt kan man bryde den sproglige barriere, og man kan styrke fællesskabet uden at snakke sammen, siger Karl Vangsø fra 10. klasse på efterskolen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Revet ned fra hylderne: Corona får esbjergenserne til at gå amok i julelys

Annonce