Annonce
Debat

Lille Rødhætte vinder over ulven

Sørenog Anette Bøjgård Schleicher

Sidste sommer blev en dansk turist hårdt kvæstet på cykelstien mellem Nordby og Sønderho på Fanø, da et krydsende krondyr torpederede ham. Ca. 120 kg muskler i fuld løb direkte ind i siden på den stakkels cyklist. Krondyr kan være farlige. De angriber normalt ikke mennesker, men tætheden af kronvildt er forholdsvis massiv, især i det vestjyske, hvor der også færdes mange turister i naturen. Der er til stadighed en risiko for, at de store hjortedyr, på ovenstående vis, kommer til at skade mennesker.

Der opstod ingen debat om, at krondyr i Danmark skal under hegn. Ingen håbefulde politikere mente således, at befolkningen bør skærmes for disse potentielt farlige dyr. Hvert år kommer mennesker til skade, når de omgås grise, kvæg og heste, som findes i løsdrift på marker i hele Danmark. En mark med 70 køer er typisk kun indhegnet af et enkelt el-hegn. Ethvert barn kan kravle over eller under hegnet og i løbet af nul-komma-fem befinde sig i en livstruende situation, fanget mellem en nyfødt kalv og en ko på 400 kilo. Disse farlige situationer er en del af hverdagen uden for de store byer i Danmark. Der sker meget sjældent noget alvorligt, men faren er der, og statistisk er der belæg for at sige, at danske husdyr udgør en væsentligt større fare for mennesker end eksempelvis ulven.

Og netop ulven er i den grad kommet i fokus. Det er der intet nyt i. Ulven har altid været et forkætret dyr. 65 kg. rovdyr med gule øjne, et skræmmende tandsæt og hang til forholdsvis store byttedyr kan få mange mennesker til at bekymre sig. Fakta er bare, at hvad farlighed angår, har vi dyr i Danmark, som i langt højere grad bør bekymre. Kvæg, grise, heste, krondyr, skovflåter, hvepse og hugorme. I forhold til den offentlige debat om ulve i den danske natur blotlægges et overraskende natursyn, der manifesteres via følelser taget lige ud af et Disney-univers. Den Lille Rødhætte-mentaliteten findes både i Ulfborg og i resten af Jylland, og her vil man af med ulven. Den skal både skydes, indhegnes og sendes til København. Og det der med at skyde ulven er så blevet taget helt bogstaveligt, og man har endda hændelsen optaget på film. En oppisket folkestemning har således fået lov at brede sig, og vi er endt i selvtægt; desværre uden at det politiske Danmark formår at træde i karakter.

Netop det faktum, at Christiansborg er med til at piske folkestemninger op, som resulterer i selvtægt, er dybt bekymrende. For de af os, der arbejder med viden, undervisning og fokus på de nye generationers evner til netop at navigere mellem viden og følelser, er det beskæmmende at måtte konstatere, at selv de store partier negligerer viden til fordel for rendyrket populisme. Danmarks største parti Socialdemokratiet har i forhold til debatten om ulve bl.a. foreslået, at ulvene skal hegnes inde. Forslaget er selvfølgelig helt uden hold i virkeligheden, og ansvaret for at indtage et fornuftbaseret natursyn, der tager afsæt i viden i stedet for følelser svigtes totalt. Dette er en farlig vej. Kommende generationer vil på denne vis tage flere uheldige ting til sig, hvis de mennesker, der er sat til at lede vores land vender det blinde øje til selvtægt. Der lanceres herved et natursyn, hvor naturen ses på som en kulisse, der først og fremmest er til for mennesker. Og hvis naturen kommer i vejen for f.eks. dansk landbrug, så sættes der åbenbart ind med bål og brand - eller rifler og ammunition.

På vores landejendom på Fanø satsede vi for nogle år siden på, at en større flok moskusænder kunne holde mængden af dræbersnegle i ave. Det kunne de, og en dag vi kom hjem fra arbejde, havde ræven været på besøg. Det var et sørgeligt syn, og de fåreavlere i Ulfborg og omegn, som har mistet deres får til ulven eller løsgående hunde, må stå med en følelse af chok, raseri og handlingslammelse, der langt overgår vores. I forhold til vore døde moskusænder droppede vi at indhegne grunden og sagde farvel til ænderne. For de fåreavlere, der er mest truet af ulve eller hunde, må det være nærliggende med det samme at få stoppet ulykken. Det kan undre, at landbrugets organisationer i samarbejde med Folketinget ikke for længst har sørget for, at de berørte fåreavlere får økonomisk mulighed for at etabler ulvesikrede hegn i stedet for at starte en kampagne mod et af de mest fredede dyr i Europa. En sådan tilgang tjener absolut ikke andet formål end at fastholde et natursyn, hvor konkret viden om naturen underkendes til fordel for en folkestemning, hvor en af naturens sjældne skabninger dæmoniseres med argumenter, der bringer mindelser om Middelalder og overtro.

Vi må insistere på, at de mennesker, vi har bedt om at lede dette land først og fremmest baserer deres politik på viden. Og ja, der skal også være plads til følelser. Ligesom der skal være plads til vrede og indignation, men den grundlæggende frygt for livet uden for Vestjylland behøver ikke at koste naturen. Tænk, hvis sagen om etableringen af 40 meter høje elmaster ned gennem Jyllands mest sårbare natur fik samme fokus i Folketinget. Tænk hvis sagen om Esbjerg Havns planer om at bygge direkte ud i Nationalpark Vadehavet havde de samme politikeres bevågenhed. Og hvad med, om de samme borgere, der vil ulven til livs i stedet brugte deres energi på beskyttelse af vores grundvand mod forurening?

Der er tusindvis af ting at være bange for. Denne grund-angst kommer så til udtryk i en folkestemning, der retter sig mod 12 ulve, som strejfer omkring i Jylland. Alt sammen baseret på følelser, fake-news og en grundlæggende mistillid til mennesker, der bor øst for Storebælt. Hele denne jyske folkestemning rettet mod politisk etablerede fjendebilleder er både farlig og ubehagelig, og vi må insistere på, at Danmark er et land, hvor vi taler sammen, og hvor vi baserer vore handlinger på viden fremfor frygt. Den person, der trykkede på aftrækkeren og dræbte en ulv i Nordvestjylland for nylig, er et symptom på en udvikling, der skal stoppes, og de store landbrugsorganisationer og politikere på tværs af partiskel må vise klart og tydeligt, at selvom det er ulvetider, er det ulovligt at skyde et fredet dyr. Både dansk og international lovgivning skal overholdes. Det skylder vi hinanden, og det skylder vi de nye generationer, som ser på fra sidelinjen og naturligvis efterligner både vore holdninger og handlinger.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Esbjerg

Tag kandidattesten til kommunalvalget her

Debat For abonnenter

Derfor bør tysk dom få Danmark til at kigge nærmere på hjemvendte fra Islamisk Stat

Danmark

Onsdagens coronatal: 1871 nye smittede det seneste døgn

Sydjylland

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

REGIONALVALG

Tag kandidattesten til regionalvalget her

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Camilla fortæller åbent om sin fødselsdepression: - Efter fire ufrivillige aborter føler jeg ikke, at jeg kan tillade mig at være ked af det

Tønder For abonnenter

Ny plan om nærhospitaler bringer ikke meget nyt til Tønder: Ændringen er mest af alt et navneskift, mener regionsrådspolitiker

Tønder For abonnenter

Bademester er sat i spidsen for stort idrætscenter efter uro: Hun ønsker ro for medarbejderne

Sydjylland

Efter talrige henvendelser: Ketty Hjøllunds liste over ALS-ramte borgere vokser væsentligt inden møde med regionen

Haderslev

Tre gerningsmænd brød ind på byggeplads og kørte afsted på Helges minilæsser: - Det er da pisse træls for at sige det mildt

Aabenraa For abonnenter

Padborg Park efter dødsulykke: - Vi er alle meget berørte

Debat

Dagens leder: Kan en byrådskandidat nøjes med at læse nyheder på Facebook?

Sydjylland

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Sønderjylland For abonnenter

Efter 10 måneders renovering: Se billederne af den nye Slotskro

Danmark

Vild forvirring om MitID: Køber nye pas og telefoner for at få det til at virke - det er helt misforstået

Vejen

Energipriser eksploderer: Det koster kassen at holde børn og ældre varme

Erhverv For abonnenter

Mangel på chauffører tvinger vognmand til at sælge ti lastbiler: - Vi mangler mellem fem og ti mand

Kolding

Skole inviterede forældre til flere end 1000 elever til møde - kun én mødte op

Annonce