Annonce
Sydjylland

Lillebror vil følge i storebrors fodspor: Kommer prins Felix også til Varde?

Prins Felix og prins Nikolai omgivet af familien - prinsesse Marie, prinsesse Athena, prins Henrik og prins Joachim. Prins Felix har netop meldt ud, at han lige som storebroderen vil ind i Forsvaret, når han er færdig med gymnasiet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prins Nikolai er allerede bekræftet optaget på reserveofficers-uddannelsen i Varde, hvor han begynder, efter at han har fået studenterhuen denne sommer fra Herlufsholm Kostskole.

Han begynder på den to-årige løjtnantuddannelse den 1. august, og allerede den 15. august besøger prins Joachim og prinsesse Marie skolen i forbindelse med Hærens Sergentskoles fødselsdag - og måske har de lillebror prins Felix med.

Han viser i hvert fald også interesse for det militære nu, skriver Se & Hør, der fortæller, at lillebror prins Felix gerne vil følge i storebrors fodspor.

- Jeg kunne godt tænke mig det samme som min bror. Først i gymnasiet og så i forsvaret bagefter. Det er noget, som jeg har snakket en del med min far om, så der er også en klar inspiration fra ham, siger prins Felix til bladet.

Der går dog lige nogle år endnu, før prinse Felix eventuelt skriver sig ind på skolen i Varde. Han er nemlig stadig kun 15 år gammel, så selvom han træffer en del beslutninger selv nu, så skal han altså lige have overstået gymnasiet først.

Annonce

Blå bog - prinserne

Prins FelixHans Højhed Felix Henrik Valdemar Christian kom til verden den 22. juli 2002.

Han er prins til Danmark og greve af Monpezat. Han er næstældste søn af Prins Joachim og Grevinde Alexandra af Frederiksborg og er som sådan nummer 8 i arvefølgen til den danske trone.

Prinsen er døbt den 4. oktober i Møgeltønder Kirke. Han blev konfirmeret den 1. april 2017 i Fredensborg Slotskirke.

Prins Felix går på Krebs' Skole på Østerbro i København, som han startede på i 2008.

Prins Nikolai

Hans Højhed Nikolai William Alexander Frederik kom til verden den 28. august 1999 på Rigshospitalet i København.

Han er prins til Danmark og greve af Monpezat. Dronningens ældste barnebarn er søn af Prins Joachim og Grevinde Alexandra af Frederiksborg.

Prinsen boede de første år af sit liv på Schackenborg Slot i sønderjyske Møgeltønder, men i forbindelse med forældrenes skilsmisse skiftede prins Nikolai adressen i Møgeltønder ud med en i hovedstaden.

Han startede i 2004 i børnehaveklassen på Krebs Skole, hvor han gik til og med niende klasse. I 2014 startede prinsen i tiende klasse på kostskolen Herlufsholm, hvor han i øjeblikket går i 3.G på skolens gymnasium.

Optagelsesprøve

Når prins Nikolai 1. august begynder på Varde Kaserne, der er fra 1953, så er det første gang, at en kongelig bliver en del af kasernelivet.

At prins Nikolai har valgt at tage den nye uddannelse til løjtnant, er lige, hvad skolen og især Hæren har brug for. For siden omlægningen af officersuddannelsen til en mere akademisk uddannelse har det knebet med rekrutteringen af officerer.

- Det giver uddannelsen et boost. Det skal vi udnytte. Men vi skal give prinsen fred og ro til uddannelse, har Peter Nielsen, oberstløjtnant og chef for Hærens Sergentskole, tidligere sagt.

Prins Nikolaj har været gennem en to dage lang optagelsesprøve hos Forsvarets Rekruttering i Ballerup. Han gennemførte en personlighedstest, skrive- og planlægningsopgaver, styrke- og løbetest, helbredsvurdering, gruppeprøver og en psykologisk test.

Prinsen kommer til at bo på 12-mands-stuer. Når han efter seks måneder er udnævnt til sergent, skal han videre til Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøllejren for at gennemgå løjtnantbasisuddannelse på fire måneder, inden han skal være med til at uddanne to hold værnepligtige.

Det skal prins Nikolai


  • Den nye og genfødte løjtnantuddannelse tager to år. Man skal have en gymnasiel uddannelse for at gå til optagelsesprøve, men man behøver ikke have gennemført værnepligten. De første seks måneder foregår på Hærens Sergentskole på Varde Kaserne. Der er udnævnelsesparade på Torvet i Varde den 22. februar.
  • Den 1. marts begynder prins Nikolai og de andre sergenter på hold 2 på løjtnantbasisuddannelse i Oksbøllejren. Derefter skal prins Nikolai det sidste år uddanne to hold af værnepligtige.
  • Efter to års uddannelse vil prins Nikolai være løjtnant af reserven. En stilling, der kan bruges til enten en videre karriere i forsvaret eller en løsere tilknytning, hvor man har job og uddannelse ved siden af enkelte militære opgaver i løbet af året.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce