Annonce
Sønderborg

Linak tordner frem: Omsætning passerer fire milliarder

Ejer og administrerende direktør Bent Jensen kan endnu en gang glæde sig over et fremragende regnskabsår. Arkivfoto: Timo Battefeld
Trods stigende priskonkurrence lykkedes det Linak med hovedsæde på Als at øge omsætningen markant i 2018/19.

Linak har endnu en gang overgået sig selv, viser regnskabet for 2018/19, der netop er blevet offentliggjort. Koncernen har øget omsætningen med hele 8,4 procent til 4,120 milliarder kroner.

- Vi er kommet godt igennem et ellers udfordrende år med voldsom stigende komponentpriser, hårdere konkurrence og øgede toldsatser, siger Bent Jensen, ejer og administrerende direktør.

Linak producerer lineære aktuatorer til for eksempel hæve-sænke borde og hospitalssenge.

Både i Europa og Asien var der tocifret vækst i omsætningen, mens væksten i USA, der Linaks største marked med omkring en tredjedel af omsætningen, var lidt mindre.

Handelskrigen mellem Kina og USA har ramt Linaks kinesiske eksport til USA både via tolden på varer fra Kina og via ændrede indkøbsmønstre i USA.

- Det har været helt hysterisk. Toldsatserne ændrede sig hele tiden fra først 10, så 15 og til sidst 25 procent. Vi kunne ikke bare lægge de toldsatser over på prisen, men måtte selv betale noget af det. Det var da irriterende, men sådan var det for alle, siger Bent Jensen.

Annonce

Sænket priserne

Antallet af medarbejdere har ligesom omsætningen også været stigende, så Linak nu beskæftiger over 2.400 mennesker, hvoraf cirka halvdelen er ansat i hovedsædet i Guderup på Nordals. I forhold til sidste år, er antallet af arbejdspladser her øget med 56.

Linak har også i 2018/19 fastholdt et højt investeringsniveau med investeringer for over 180 millioner kroner, hvoraf cirka 75 procent er brugt i Danmark. Langt de største investeringer foretages i robotteknologi, for at fastholde konkurrencedygtige kostpriser og arbejdspladser i Danmark.

Bruttoresultat faldt med næsten 30 millioner på trods af omsætningsvæksten, hvilket skyldes et år præget af voldsom priskonkurrence. Gennem hele 2018/19 har det været nødvendigt for Linak at reducere salgspriserne mærkbart for at fastholde markedsandelene.

- Vi har fået hårdere konkurrence i USA fra kinesiske virksomheder. Derfor har vi været nødt til at regulere lidt på prisen, for ikke at miste kunder, forklarer Bent Jensen.

Tro på fremtiden

Udviklingen på valutamarkedet har dog været mere gunstig for Linak end sidste år, så resultat før skat er derfor øget fra 783 millioner kroner til nu 793 millioner kroner.

De første par måneder af finansåret har vist fortsat vækst på alle markeder og segmenter. Det forventes derfor, at omsætningen i 2019/20 vil stige mere end fem procent.

- Jeg har altid tro på fremtiden. Jeg er ganske rolig, for vi har godt styr på kunderne. Vi bliver ikke slået af konkurrenterne, ligesom jeg er sikker på, USA kommer tilbage.

I USA er der da også investeret i robotteknologisk produktionsudstyr for at muliggøre flytning af produktionen fra Kina til USA. Det forventes at få positiv indvirkning på væksten i USA fra 2020.

Netop investeringer i robotteknologi og de deraf afledte kostreduktioner samt fortsat tæt opfølgning på omkostningerne skal sammen nye produkter fastholde indtjeningen på samme niveau som i 2018/19.

Linak forventer fortsat, at øge antallet af medarbejdere - også i Danmark, hvor man lige nu har 17 ledige stillinger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Med fingrene i fælleskassen: Hvor meget bliver mon ikke opdaget?

Det er en fortærsket vittighed i mediebranchen, at der er for få naturkatastrofer og for lidt korruption i Danmark til, at man kan bedrive ordentlig journalistik. Måske står talemåden for fald. Det skyldes hverken den tørre sommer sidste år eller det våde efterår i år, men mere at tilliden til vores offentlige instanser er under pres. Det er ikke bare korruption, vi ser, men også offentligt ansatte lederes tilbøjelighed til at skaffe penge eller fordele til sig selv i kraft af deres job. Og det er mindst lige så slemt. Vi kunne her i avisen i denne uge fortælle, at en politiassistent og en politikommissær fra Esbjerg er tiltalt for at have instrueret en betjent i ikke at undersøge lovligheden af en knallert involveret i et færdselsuheld. Knallertens fører var søn af en politikommissær. Politifolkene er nu tiltalt for misbrug af offentlig stilling. Det var også i denne uge, der bød på en skrækhistorie om, at to tidligere ansatte ved Forsvarets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse på henholdsvis 1,7 million og 35.250 kroner. Dømmes de tiltalte, slutter de sig til den alt for lange række af sager, som svækker vores tillid til, at myndigheder og deres ansatte til enhver tid vil handle i fællesskabets interesse. Vi har Britta Nielsen-sagen. Vi har den ansatte i Skat, der blev idømt fire et halvt års fængsel for at hjælpe en ven med at få udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat. Vi havde for nogle år siden sagen om it-firmaet Ateas bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Så er det jo, at man ikke kan lade være med at spekulere på, hvor mange lignende forbrydelser der ikke bliver retsforfulgt. Sikkert en hel del, vil mange nok gætte på. Når vi tænker sådan, er vi et skridt nærmere ved at miste tilliden til vores myndigheder og vores vilje til at betale skat til at opretholde dem. Det er dybt alvorligt. Politikerne har et arbejde at gøre, og det haster mere, end de måske selv er klar over.

Annonce