Annonce
Varde

Lindas træner har selv vejet 145 kilo

Linda Nielsen i gang med dødløft, mens hendes personlige træner, Jan Overgaard, følger nøje med. Hun træner fem-seks gange om ugen, og spinning er klart hendes favorit. Foto: Yvonn Tittel
Jan Overgaard har set de samme tal blinke på sin badevægt, som Linda Nielsen måtte se i øjnene, da vægten var størst. Han trænede sig selv slank, og i dag lever han af at hjælpe andre.

Oksbøl: Linda Nielsen er i gang med dødløft. Hun løfter 60 kilo, og Jan Overgaard følger nøje, at hun løfter rigtigt, så det er de store muskler i baller og lår, der gør arbejdet.

Bagefter er det hen til maskinen, hvor hun trækker vægt og udfordrer overarmsmusklerne. Og så tilbage til dødløft igen.

Træningsrummet i Sportspark Blåvandshuk er fyldt. Morgenmotionisterne er på plads, og engang imellem får de ondt af Linda, når de synes, Jan Overgaard presser hende for meget.

- Det er ikke sjovt at træne, og jeg presser dem jo til grænsen. Derfor handler det om, at vi skal have en god energi imellem os, så vi har det sjovt. Jeg ved, hvor langt jeg kan presse Linda, og hun mig, siger Jan Overgaard.

- Her har kunden aldrig ret, siger Linda Nielsen med et glimt i øjet.

Uden Jan Overgaard var hun aldrig kommet i gang med at træne, så taknemmeligheden er stor. Men hun er heller ikke selv kommet sovende til det.

- En personlig træner er ikke en billig løsning. Hverken tidsmæssigt eller i kroner og ører. Jeg giver 3.500 kroner for det, inklusiv månedsabonnement til træningscentret, siger hun og fortsætter:

- Hvis der er noget, man virkelig vil, så er det bare om at komme afsted. Man skal bare være bevidst om, at det koster blod, sved og tårer.

Annonce

Personlig træner

  • Jan Overgaard har været personlig træner i Sportspark Blåvandshuk siden 2016.
  • Lige nu har han 12 mennesker i forløb.
  • Typisk varer et forløb 10-12 uger, hvorefter personen selv træner videre.
  • Ikke alle bruger en personlig træner for at tabe sig. Lige nu har Jan Overgaard en 15-årig dreng, hvor fokus er på at opbygge muskler.

Tænk sig at få lov at hjælpe

Linda Nielsens pris er for hendes særligt tilrettelagte forløb. En ekstra-gevinst for Linda ved at have Jan ved sin side er, at hun nu er blevet vild med at spinne.

- Jan prøvede flere gange, men jeg skulle ikke ind og sidde på de maskiner. Men i marts sidste år fik han mig overtalt, og nu spinner jeg fire gange om ugen, plus det løse, siger hun.

Jan Overgaard har været personlig træner i fire år. Han ved selv, hvordan det er at stå i Lindas sko, for han vejede selv 145 kilo, før han tog træningsskoene på.

- Det er et fantastisk job. Tænk at få lov at hjælpe mennesker, siger han.

Før træningen i dag blev Linda Nielsen vejet. Det sker en gang om måneden. Efter træningen skal hun og træneren lægge en plan for, hvordan der skal trænes for at smide de sidste 13 kilo.

Armtræk gør godt for "vingerne", som Linda kalder sine mormor-arme. Jan Overgaard følger nøje og opmuntrer løbende. Foto: Yvonn Tittel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

112

30-årig indbrudstyv hærgede Kolding i måneder, inden han meldte sig selv: - Jeg gjorde det af grådighed

Annonce