Annonce
Haderslev

Liv drømmer om et liv i trapezen

Liv på ti år vil være trapezartist, og hun er i fuld træning. Tirsdag var Haderslev-pigen på gulvet, da der var cirkus på Haderslevhus. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Tiårig pige fra Haderslev skrev sidste år til Cirkus Mascot og spurgte, om hun måtte komme. Det måtte hun. Tirsdag optrådte hun ved forestillingen på Haderslevhus.

Haderslev: Liv tog sidste år et initiativ, der kom lidt bag på hendes forældre. Hun skrev til Cirkus Mascot og spurgte, om de kunne bruge en trapezartist. Svaret kom kort efter. Det kunne cirkus, så Liv og hendes mor brugte en del af sommerferien på at turnere rundt med Mascot.

Tirsdag var tiårige Liv, der til daglig går i 4. klasse på Deutsche Schule Hadersleben, med i det første nummer, da Haderslevhus åbnede døren for en cirkusforestilling for børn og voksne i anledning af vinterferien. Liv, der, siden hun var tre år, har drømt om at blive trapezkunstner, var med i det første nummer sammen med Sofie Futterup og Louise Nannerup fra Salling Cirkus Kids, der i dagens anledning var taget til Haderslev.

Med spændstighed bød de tre piger velkommen til de godt 100 børn og voksne, der havde taget plads i salen for at få en god eftermiddag.

- Cirkus er sjovt, siger Liv, der hver torsdag mellem klokken 15 og 17 træner på Haderslevhus, hvor cirkusskolen Moin holder til.

Annonce

Baggrund

Der var tirsdag eftermiddag underholdning, sjov, gøgl og overraskelser på Haderslevhus, hvor Cirkus Mojn holder til. I dagens anledning var Charlie's One Man Cirkus kommet til byen og tryllede og drev gæk med både børn og voksne.

Der blev klappet, buhet og grinet samt spist slikkepinde, da salen på Haderslevhus blev omdannet til et cirkus. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Mor tog initiativ

Cirkusskolen blev etableret i august sidste år, og det er Livs mor, Aja Christensen, der står for den.

Til daglig er hun hjemmegående husmor, men hendes liv er blevet fyldt med cirkus, efter at Liv kom på cirkuscamp for nogle år siden og derefter tog kontakt med Cirkus Mascot.

Nu står hun i spidsen for cirkusskolen i Haderslev, der åbnede, da skolen i Agerskov lukkede.

- Så sparede jeg en times kørsel, siger hun.

- Der er plads til alle i cirkusskolen, oplyser Aja Christensen og forklarer, at børnene mellem syv og 14 år her både jonglerer, laver akrobatik, trapezøvelser, klovnerier og tryller.

- Det er alt inden for cirkus, og man lærer også at få styr på mimik.

Charlie's One Man Cirkus var havde reb med, der blev klippet over, samlet og knyttet i alle mulige størrelser. Ikke alle kunne gennemskue hans trick. Foto: Hans Chr. Gabelgaard

Alle kan noget

Selv er hun meget optaget af, at ingen bliver ekskluderet.

- Man støtter hinanden, og hvis én ikke er god til diablo, så er han eller hun måske god til at jonglere. Alle kan noget.

Med kurser og god assistance fra DUBAL, som er Danske Ungdoms- og Børne Artisters Landsforening, er der hver torsdag gang i den på Haderslevhus.

- Alle kan være med, siger Aja Christensen, der til sommer igen skal på tur med cirkus. Liv skal nemlig igen til sommer optræde med Cirkus Mascot.

Både børn og voksne morede sig, da de tirsdag var til cirkus på Haderslevhus. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Hvordan kan et gult og et grønt tørklæde blive omdannet til et rødt og et blåt tørklæde. Det viste to søstre, der selvfølgelig bagefter nejede som rigtige cirkusprinsesser. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Liv bukkede dybt, da hun var færdig med sit nummer ved indledningen af forestillingen på Haderlevhus. Den tiårige pige vil ikke kaldes for cirkusprinsesse. Hun vil hellere være en prins. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Charlie's One Man Cirkus kan mange tricks, og dem viste han, da han tirsdag var i Haderslev. En saks og noget snor var vigtige ingredienser. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Der er åben cirkusskole og underholdning på Haderslev Hus, hvor Cirkus Mojn holder til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Der er åben cirkusskole og underholdning på Haderslev Hus, hvor Cirkus Mojn holder til. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce