Annonce
Sport

Liverpool-back går fra skurk til helt i sejr over Arsenal

Jason Cairnduff/Reuters
Andy Robertson forærede Arsenal et mål, men scorede også selv for Liverpool, som vandt storkampen 3-1.
Annonce

Den skotske back Andy Robertson indtog en hovedrolle, da Liverpool mandag sendte Arsenal retur til London uden point.

Først kvajede han sig ved at forære Arsenal et mål, men han var selv med til at gøre skaden god igen, da han scorede til 2-1 i Liverpools sejr på 3-1.

Dermed har Liverpool fortsat lutter sejre i sæsonen efter tre spillerunder, mens Arsenal nu for første gang i sæsonen har lidt et pointtab. Holdene ligger henholdsvis nummer tre og fem i Premier League.

Aston Villa ligger på fjerdepladsen, efter at holdet tidligere mandag vandt med 3-0 ude over Fulham. Det var Aston Villas blot anden kamp i sæsonen.

I Liverpool var det gæsterne, som tog føringen i det 25. minut.

Venstrebacken Andy Robertson ville blokere et dårligt Arsenal-indlæg, men han ramte bolden skævt, så han spillede Alexandre Lacazette helt fri foran mål, og den chance udnyttede franskmanden.

I løbet af ni minutter var kampen dog vendt på hovedet, og Robertson var tilgivet.

Først var det dog Sadio Mané, som kom med modsvaret på Arsenals føringsmål bare tre minutter senere. Han var først på returbolden, da Bernd Leno ikke fik bokset bolden langt nok væk efter et skud fra Mohamed Salah, der havde driblet sig selv fri i feltet.

Yderligere seks minutter senere strøg et indlæg hele vejen igennem Arsenals forsvar, og bagest i feltet dukkede Andy Robertson op og gjorde skaden god igen, da han kontrolleret prikkede bolden over en fremstormende Bernd Leno.

Arsenal havde muligheder for at udligne, mens Liverpool omvendt også kunne have lukket kampen længe før, det egentlig skete.

Med to minutter tilbage af den ordinære spilletid fandt kampen endegyldigt sin afgørelse. Her scorede nyindkøbet Diogo Jota sit første Liverpool-mål efter skiftet fra Wolverhampton tidligere i september.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

3. døgn uden nye smittede: Vadehavsskole er ved at have styr på smitteudbrud

Annonce